Letbanen 001

Første letbane har meldt sin ankomst

Torsdag morgen ankom Danmarks første letbanetog til Aarhus. Togproducenten Stadler har på forhånd prøvekørt toget, der frem mod foråret 2017 også vil blive testet grundigt i de lokale omgivelser.

Produktionen af de 25 øvrige letbanetog er i fuld gang på Stadlers fabrikker i Tyskland og Schweiz. Østjyderne kan se frem til at tage plads i to forskellige togtyper, som i forvejen kører i en række europæiske byer.

Der blev skrevet danmarkshistorie, da en blokvogn tidligere i dag (torsdag den 23. juni 2016) rullede ind i Aarhus. På blokvognen stod landets første letbanetog, der nu har taget plads i Aarhus Letbanes nye værksted i banegraven.

Danmarks Foerste Top

I 2017 kan østjyderne sætte sig til rette i de komfortable sæder og nyde turen på den nye letbanestrækning. For letbanetogene bliver den første tur med passagerer i maj 2017 dog ingen jomfrurejse. De i alt 26 fabriksnye tog gennemgår forinden grundige test på skinner.

Letbanetog 001, der nu er kommet til byen, har allerede kørt adskillige ture på producenten Stadlers testanlæg i Velten lidt uden for Berlin. Og fra sensommeren vil toget i første omgang blive skubbet rundt på skinnerne, indtil kørestrømmen er etableret, så det kan testes med el.

Lever op til de høje ambitioner

Stadler er også langt med produktionen af de øvrige 25 tog, som vil blive leveret løbende frem mod sommeren 2017.

En af dem, der allerede har været med om bord i Danmarks første letbanetog, er Claus Rehfeld Moshøj, direktør i Aarhus Letbane I/S.

– Første tur var selvfølgelig en stor oplevelse. Der er tale om letbanetog af en meget høj kvalitet, som fuldt ud lever op til vores høje ambitioner for både funktion og design. Vi er meget tilfredse med det arbejde, Stadler udfører, og vi glæder os til at præsentere letbanen for østjyderne i 2017, siger han.

Produceret ud fra velkendt opskrift

De i alt 26 letbanetog til Aarhus Letbane er fordelt på to typer:

14 sporvogne af typen Variobahn

Sporvognen Variobahn, som Stadler producerer i Berlin, er 32 meter lang, har en topfart på 80 km/t og vil primært køre i Aarhus og på strækningen Aarhus-Odder. Togsættet har seks dobbeltdøre og to enkeltdøre, så et større antal passagerer hurtigt kan komme ind og ud.

12 sporvognstog af typen Tango

Stadler producerer sporvognstoget Tango i den schweiziske by Altenrhein. Togsættet, som er 39 meter langt og kan køre op til 100 km/t, skal især betjene den længere strækning Aarhus-Grenaa.

Begge typer er produceret ud fra en velkendt opskrift. Variobahn kører i forvejen i byer som Bergen og Croydon, mens Tango blandt andet betjener borgerne i Lyon og Stuttgart.

– Det er vigtigt for os, at vi køber velafprøvede letbanetog af en producent, som kun bruger materialer af høj kvalitet. Det gør indkøbsprisen lidt højere, men vi forventer, at de samlede levetidsomkostninger bliver lavere, siger Claus Rehfeld Moshøj.

I alt koster de 26 tog 773 mio. kr.

Komfort, elegance og god tilgængelighed

Selve designet af de nye letbanetog er unikt for Aarhus Letbane. Blandt de elementer, som skal styrke rejseoplevelsen, er:

God tilgængelighed for alle: Letbanens indretning er tænkt til både børn og voksne, daglige pendlere og turister, ældre og handicappede. Blandt andet er håndtag, holdestænger, stopknapper, overflader og piktogrammer designet, så de tilgodeser ældre og handicappede.

Moderne LED-teknik: Belysningen i togene bygger på LED-teknologi, der sikrer et naturligt lys, sparer energi og automatisk reguleres efter mængden af dagslys. Også togenes for- og baglygter er med LED-teknik.

Elegante farvenuancer: Mikset af grå, blå og sort bliver tilført den mere markante rød, som er letbanens identitetsfarve. Indvendigt går grå og blå igen, men tilsat lysere farver på loft og vægge. Her er rød valgt som farve til blandt andet holdegreb, stopknapper og døre.

Komfortable sæder: Sæderne har god polstring, og betrækkene i uld er leveret af den anerkendte tekstilvirksomhed Kvadrat, der hører hjemme i Ebeltoft.

Læs mere

Stilren letbane får østjysk identitet

Her kører Danmarks første letbanetog

 

Spørgsmål

Læs de oftest stillede spørgsmål om Letbanen - og svarene herpå.

Rejse

Se hvor og hvordan, du kan rejse med Letbanen fra maj 2017.

Kontakt

Spørgsmål og kommentarer til Letbanen er velkomne.

Arkiv

Hvornår var det nu det var? Søg tilbage i Letbanens arkiver.