Testkørsler

Letbanen afspærrer overkørsler i Viby, Mårslet og Tranbjerg

Aarhus Letbane afspærrer tre overkørsler mod Odder hele døgnet og alle ugens dage fra mandag 3. juli frem til 6. august for at højne sikkerhedsniveauet under testkørsler.

Hen over sommeren testkøres de nye letbanetog på den gamle nærbane mod Odder i Viby J, Tranbjerg, Mårslet, Beder og Malling.

Testkørslerne på strækningen Malling-Mårslet-Tranbjerg blev indledt i maj, hvor letbanetogene blev testet på hverdage i tidsrummet kl. 8-20, dog undtaget af natkørsler mellem kl. 18-07 i en periode på ca. to uger grundet anlægsarbejde på perroner i dagtimerne. Testkørslerne i Viby J foregår på hverdage i tidsrummet kl. 9-17.

Af hensyn til sikkerheden har det været nødvendigt at afspærre overkørslerne ved Vilhelmsborg Station på Bedervej og ved Nørrevænget Station i Tranbjerg på teststrækningen Malling-Mårslet-Tranbjerg, mens overkørslen ved Øllegårdsvej har været afspærret i Viby J.

Hidtil har afspærringen af overkørsler på teststrækningerne været gældende i de tidsrum, hvor de nye letbanetog blev testkørt. Dermed har det været muligt at krydse overkørslerne om aftenen, natten samt i weekenderne.

Fra mandag 3. juli har Aarhus Letbane i samarbejde med ASAL valgt at afspærre de tre overkørsler ved Bedervej, Nørrevænget og Øllegårdsvej hele døgnet og alle ugens dage. I samme omgang intensiveres testkørslerne på strækningen til tidsrummet kl. 6-23 på hverdage. 

Flere nær-ved-hændelser

Afspærringen af de tre overkørsler er indtil videre gældende frem til 6. august og sker som en reaktion på flere sikkerhedshændelser under testkørslerne.

Siden uge 22 har letbaneførere og testpersonale registreret 25 hændelser under testkørsler – heraf flere nær-ved-hændelser.

Letbaneførere har observeret bilister, som har skubbet afspærringer til side for at kunne passere overkørslen. Fodgængere, cyklister og knallertførere er også flere gange smuttet igennem afspærringer kort før et letbanetog passerer.

Sikkerhed har førsteprioritet

Sikkerhed har førsteprioritet hos Aarhus Letbane. I samarbejde med ASAL er det besluttet at etablere større afspærringer ved hjælp af betontrafikværn for at sikre, at øvrige trafikanter ikke forvilder sig ind over sporene, mens der testkøres.

Til gengæld betyder den nye løsning, at afspærringerne ikke umiddelbart lader sig flytte og at afspærringerne er permanente frem til 6. august. Løsningen er godkendt af Aarhus Kommune.

Tidsplanen for testkørsler fortsætter som hidtil, dog med mulighed for forlænget køretid.

Infotavler om trafikafvikling vil blive opdateret, mens omkørselsruterne forbliver de samme (se kort til højre). Busomlægning vedr. Øllegårdsvej håndteres af Midttrafik.

Høj fart og test af bremseevner

Letbanetogene testkøres på to strækninger mellem Malling-Mårslet og Mårslet-Tranbjerg samt på en 1500 meter lang strækning i Viby J. Testkørslerne skal sikre, at alle letbanetog fungerer optimalt, når Letbanen åbner for passagerer senere i år.

Særligt strækningerne mellem Malling-Mårslet-Tranbjerg har til formål at teste letbanetogenes bremser og accelerationsevne. På denne strækning accelererer letbanetogene hurtigt, kommer op i høj fart og laver hårde bremsetest.

Grundet sikkerhedshændelserne har letbaneførere dog været nødsaget til at sænke farten til mellem 20-30 km/t ved overkørslerne. Med de nye betontrafikværn håber Aarhus Letbane, at testkørslerne kan forløbe som planlagt.

Gå ikke over sporene – der kommer letbanetog

Det er vigtigt respektere de afspærringer og skilte, som opsættes i forbindelse med omdannelsen af nærbane til letbane.

Især testkørsel af de nye letbanetog gør sporet til et farligt sted at opholde sig. De nye letbanetog kører på strøm og er så lydsvage, at man let kan blive overrasket, når de kommer kørende med høj fart. Derudover vejer Letbanen på trods af sit navn 50 ton og har derfor lang bremselængde.

Løsningen med betontrafikværn som afspærring er ikke permanent. Når Letbanens nye signalanlæg er afprøvet og godkendt, genåbnes overkørslerne helt. Herefter skal bilister, cyklister og fodgængere blot respektere trafiksignalerne, når letbanetog passerer på strækningerne.

Det samlede arbejde med at testkøre letbanetog forventes afsluttet på den anden side af sommerferien.

Spørgsmål

Læs de oftest stillede spørgsmål om Letbanen - og svarene herpå.

Nyheder

Følg med i aktuelle aktiviteter, mens første etapes anlægsarbejde færdiggøres.

Kontakt

Spørgsmål og kommentarer til Letbanen er velkomne.

Arkiv

Hvornår var det nu det var? Søg tilbage i Letbanens arkiver.