Testkørsel

Letbanen indleder testkørsler i Aarhus

I dag mandag den 15. maj begynder testkørslerne af Danmarks første letbanetog i det centrale Aarhus.

Aarhus Letbane når endnu en milepæl mandag 15. maj. Her kan østjyderne for første gang se et af Danmarks første letbanetog køre gennem byen, når arbejdet med at testkøre letbanetog indledes i det centrale Aarhus.

Hidtil har Aarhus Letbane udført såkaldte dynamiske tests af letbanetogene på en 1.500 meter lang teststrækning i Viby. I dag udvides teststrækningen til at omfatte det centrale Aarhus. Det sker af to omgange: Tidligere i dag blev et letbanetog trukket fra Letbanens Trafik- og Service Center i Banegraven til Skejby via DOKK1, den nye havnefront, Nørreport, Nørrebrogade, Randersvej og Nehrus Allé.

På denne første tur gennem Aarhus blev det afprøvet om spor, perroner og overkørsler fungerede som de skal. Denne del af testen blev derfor udført ved blot 5 km/t.

Vel fremme i Skejby skal letbanetoget i dag testkøres på strækningen mellem Brendstrupgårdsvej og Paludan Müllers Vej. Her krydser letbanetoget ingen veje, så testkørslen kan udføres uden at forstyrre andre trafikanter. På denne strækning kobles letbanetoget på kørestrømmen og hastigheden sættes op.

Næste trin er at udvide teststrækningen, så man kan køre fra Paludan Müllers Vej og videre frem ad Olof Palmes Allé til Danmarks Radio på Nehrus Allé umiddelbart før Randersvej. Her krydser letbanetoget både Brendstrupgårdsvej og flere fodgængerovergange, hvilket giver lejlighed til også at teste synkroniseringen med signalanlæg for både vejtrafik og fodgængere.

- Testkørsler i det nordlige Aarhus er begyndelsen på det testarbejde, der skal udføres på hele strækningen fra Aarhus H til Universitetshospitalet. Først når hele denne strækning er testkørt, og vi har dokumenteret, at alt fra tog til signalanlæg fungerer efter hensigten, får vi den sikkerhedsgodkendelse, der er nødvendig, før vi får lov til at køre med passagerer, forklarer Claus Rehfeld Moshøj, direktør i Aarhus Letbane.

Letbanen kræver tilvænning

Med testkørslerne i det centrale Aarhus skal alle andre trafikanter også til at vænne sig til et helt nyt transportmiddel i bybilledet. Et transportmiddel, der på den ene side er moderne, miljøvenligt og hurtigt – men også lydløst og ude af stand til at undvige, hvis man kommer i vejen for det.

Erfaringen fra andre europæiske byer, hvor man har indført letbaner, er at alle trafikanter skal vænne sig til byens nye køretøj. Letbaneførerne uddannes i at vise størst mulige hensyn og forudse farlige situationer, men det er ikke nok. Bilister, cyklister og fodgængere skal lære at omgås letbanetog, der kører hurtigt, er lydløse og kan komme fra begge retninger.

- Vi skal allesammen lære, at uvaner som at køre over for gult, blive hængende i krydset ved venstresving eller løbe over vejen uden at se sig for til begge sider, er en dårligere idé end nogensinde før. Kommer du i vejen for et letbanetog på 50 ton, kan du være sikker på én ting: Letbanetoget vinder hver gang, siger Claus Rehfeld Moshøj.

Løsningen på trygt samvær med byens nyeste og største trafikant ligger dog lige for, understreger han:

- Det er uhyre enkelt. Overhold færdselsreglerne, så sker der ikke noget.

Sikkerhedskampagne på vej

I takt med at der kommer flere letbanetog ud at køre, kan trafikanterne se frem til hjælp i form af en sikkerhedskampagne med fokus på, hvordan man omgås Letbanen. Kampagnen er udviklet i et samarbejde mellem bureauet Advice, Aarhus Kommune og Aarhus Letbane og vil både kunne ses i og omkring letbanetogene og bybilledet generelt.

Teststrækninger udvides

Frem mod åbningen af Letbanen den 23. september, udvides teststrækningen løbende for til sidst at omfatte hele strækningen fra Aarhus H til Universitetshospitalet i Skejby.

Også syd for Aarhus udvides testkørslerne af de nye letbanetog. De seneste måneder har der været testkørsler på en 1.500 meter lang strækning i Viby. Fra tirsdag 16. maj testkøres der også på en strækning mellem Mårslet Station og Malling Station. Fra mandag den 22. maj udvides testkørslerne til også at omfatte strækningen mellem Mårslet Station og Tranbjerg Station.

Nattog Dokk1Noerreport NatRandersvej NatUnder Dokk1 NatUnder Dokk1SkejbySkejby Perron Letbanetog 2Pas Paa Letbanen Skejby

Se Letbanens tur op ad Randersvej og videre fra Nehrus Allé til Olof Palmes Allé:

Video Insta Screenshot

 

Link til video fra Aarhus Letbanes Instagram (Video: William Husum)

Spørgsmål

Læs de oftest stillede spørgsmål om Letbanen - og svarene herpå.

Nyheder

Følg med i aktuelle aktiviteter, mens første etapes anlægsarbejde færdiggøres.

Kontakt

Spørgsmål og kommentarer til Letbanen er velkomne.

Arkiv

Hvornår var det nu det var? Søg tilbage i Letbanens arkiver.