Aflysning

Trafikstyrelsen afviser at godkende Aarhus Letbane

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen (TBBST) har fredag den 22. september afvist at give de endelige godkendelser af Letbanen i Aarhus. Dermed kan Letbanen ikke som planlagt åbne for passagerer lørdag den 23. september.

Det er med stor beklagelse, at Aarhus Letbane har modtaget TBBST’s meddelelse om, at Letbanen ikke får de nødvendige godkendelser til at åbne i morgen, lørdag den 23. september, som planlagt.

Det er der to grunde til.

Dels afviser Trafikstyrelsen at efterfølge den uvildige assessors vurdering af, at Aarhus Letbane lever op til kravene om fremtidig vedligehold, og at Aarhus Letbane derfor ikke kan godkendes som forvalter af Letbanen. (I projekter af denne karakter, er det normal procedure, at projektet vurderes og kvalitetssikres af en uvildig assessor).

Dels er Trafikstyrelsen ikke tilfreds med dokumentationen af det sikkerhedsarbejde, som letbanens operatør Keolis har udført. Det er særdeles skuffende og Aarhus Letbane vil nu undersøge, om der i den forbindelse kan placeres et ansvar hos operatøren.

TBBST’s afvisning kommer efter, at Aarhus Letbane siden maj og uden nævneværdige problemer har udført testkørsler, der kan sammenlignes med kommerciel drift med passagerer.

Undervejs i forløbet har Aarhus Letbane afklaret og dokumenteret næsten 3.500 sikkerhedsrelaterede emner og spørgsmål. Dokumentationen herfor er blevet vurderet og godkendt af en uvildig assessor, og projektet har løbende været i dialog med Trafikstyrelsen herom. Undervejs har der ikke været afgørende anmærkninger af Aarhus Letbane. Assessor har derfor vurderet, at Trafikstyrelsen skal give Aarhus Letbane de godkendelser, der er nødvendige for at få lov til at køre med passagerer. Dette har assessor fastholdt over for Aarhus Letbane så sent som i dag.

Ikke desto mindre må Aarhus Letbane i dag konstatere, at Trafikstyrelsen er uenig med en af verdens største og mest anerkendte assessorer - et firma som Trafikstyrelsen har forhåndsgodkendt.

- Uenigheden mellem Trafikstyrelsen og assessor er overraskende for Aarhus Letbane. Tilsvarende er det også utilfredsstillende, at Keolis som operatør ikke er lykkedes i deres arbejde med at opnå den nødvendige godkendelse, siger Aarhus Letbanes direktør, Claus Rehfeld Moshøj.

Resultatet er, at åbningen af Danmarks første letbane må udskydes. Dette er en særdeles skuffende situation for borgerne i Østjylland samt naturligvis Letbanens ejere, Aarhus Kommune og Region Midtjylland.

Aarhus Letbane beklager de gener, som Trafikstyrelsens manglende godkendelse medfører.

- Det er med dyb beklagelse, at vi i sidste øjeblik må aflyse åbningen af Aarhus Letbane, et historisk øjeblik som vi ved, mange østjyder havde glædet sig til. Det er vi dybt berørte og kede af, fastslår Claus Rehfeld Moshøj.

Uanset skuffelsen har Aarhus Letbane straks indledt arbejdet med at opnå de udestående godkendelser, så Letbanen hurtigst muligt kan blive godkendt og åbnes for passagerer.

Præcist hvornår det sker, vides p.t. ikke. Aarhus Letbane har dog en klar forventning om, at det vil ske inden for kort tid.

Bestyrelsen for Aarhus Letbane I/S

Spørgsmål

Læs de oftest stillede spørgsmål om Letbanen - og svarene herpå.

Nyheder

Følg med i aktuelle aktiviteter, mens første etapes anlægsarbejde færdiggøres.

Kontakt

Spørgsmål og kommentarer til Letbanen er velkomne.

Arkiv

Hvornår var det nu det var? Søg tilbage i Letbanens arkiver.