Godkendt

Aarhus Letbane åbner torsdag den 21. december

Danmarks første letbane åbner i Aarhus torsdag den 21. december på strækningen fra Aarhus H til Universitetshospitalet i Skejby.

Aarhus Letbane modtog onsdag den 20. december kl. 21.05 de sidste, nødvendige godkendelser fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen i København.

Dermed må Aarhus Letbane begynde at køre med passagerer. Det sker torsdag den 21. december kl. 11.00. I første omgang på den centrale strækning mellem Aarhus H og Universitetshospitalet i Skejby. Senere følger strækningerne til Odder og Grenaa. Åbningen af disse strækninger er endnu uafklaret og afhænger også af de nødvendige godkendelser fra Trafikstyrelsen. 

Åbningen af Danmarks første letbane markeres fra kl. 10.00 til 10.30 på Hack Kampmanns Plads ved DOKK1 på den nye havnefront i Aarhus. Her vil der bl.a. være taler ved Regionsrådsformand Bent Hansen og Rådmand Kristian Würtz. Kl. ca. 10.30 kører det første letbanetog med bl.a. pressen.

Fra kl. 11.00 fejres åbningen med gratis kørsel resten af dagen for alle, der har lyst til at prøve en tur med Danmarks første letbane. Alle 12 standsningssteder fra Aarhus H til Universitetshospitalet i Skejby kan benyttes.

Med første afgang fredag morgen kl. 4.50 indleder Letbanen den officielle drift. Passagerer kan enten benytte Rejsekort eller betalingskortautomater, der er opstillet på alle perroner. Se også Midttrafiks køreplaner på midttrafik.dk

Letbanen bliver Østjyllands S-tog 

Åbningen bliver en historisk dag for Aarhus og Østjylland: På dagen begynder man ikke blot at bruge et moderne, miljøvenligt og effektivt transportsystem, der i løbet af 2018 vil strække sig over 110 km fra Grenaa i nord til Odder i syd. Åbningen markerer også begyndelsen på et letbanesystem, som Østjylland har hårdt brug for: Med kraftig vækst i den østjyske byregion, der huser over 20 procent af Danmarks befolkning, kan vejene ikke længere løfte opgaven alene. Letbanen bliver Østjyllands svar på det S-tog, som København fik for mere end 80 år siden, og som ingen i dag kan forestille sig hovedstadsområdet uden.

Aarhus Letbane er resultatet af nogle meget ambitiøse visioner hos Aarhus Kommune og Region Midtjylland, der som ejere af Letbanen har været med fra start.

I løbet af blot fem år har Aarhus Letbane udbudt, designet, anlagt og fået godkendt Danmarks første letbane. Det er sket med en lille og topmotiveret organisation. Alt tyder på, at budgettet holder, bl.a. fordi anlægsselskabet fra starten turde tænke nyt og gøre mere med mindre. Derfor får Aarhus og Østjylland ikke blot Danmarks første og største men også billigste letbane per anlagt km.

- Det er vi stolte af, siger Aarhus Letbanes direktør Claus Rehfeld Moshøj og ønsker hele Danmark tillykke med landets første letbane: 

- Som den første af flere letbaner herhjemme skriver Aarhus Letbane Danmarkshistorie i dag. Tag godt imod Letbanen, vi er sikre på, at den bliver begyndelsen på en stor succes.

Spørgsmål

Læs de oftest stillede spørgsmål om Letbanen - og svarene herpå.

Nyheder

Følg med i aktuelle nyheder om letbaneprojektet.

Kontakt

Spørgsmål og kommentarer til Letbanen er velkomne.

Arkiv

Hvornår var det nu det var? Søg tilbage i Letbanens arkiver.