Efter en længere periode med reduceret drift som følge af arbejdet med magnetskinnebremserne på
Letbanens Variobahn-tog er sagen nu afsluttet. Alle 14 Variobahn-tog er godkendt, de nødvendige
klargøringer er gennemført, og Aarhus Letbane er klar til igen at køre normal drift fra uge 33.
Godkendelsen markerer afslutningen på et omfattende arbejde, der har involveret ombygning af
togene, dokumentation, risikovurderinger og myndighedsgodkendelser. Sikkerheden har gennem hele
forløbet været den absolutte førsteprioritet.
Klargøringen af infrastrukturen ved blandt andet Aarhus Universitetshospital og Lisbjergskolen er
ligeledes afsluttet. Vi åbner derfor igen for kørsel til Lisbjergskolen og til midtersporet ved AUH.
Sidstnævnte medfører at der kan køre flere tog mellem Aarhus H og AUH. Alle forberedelser er således
på plads til en normal, stabil og pålidelig drift.
“Det er en god dag for Aarhus Letbane og vores passagerer,” siger Michael Borre, administrerende
direktør i Aarhus Letbane. ”Efter en lang og krævende proces kan vi nu endelig sige, at alle vores
Variobahn-tog er godkendt, og at vi er klar til at vende tilbage til normal drift. Jeg vil gerne takke vores
passagerer for tålmodigheden gennem hele forløbet. Vi ved, at den reducerede drift har påvirket
mange menneskers hverdag,” siger han.
Magnetskinnebremse-sagen har siden 2025 påvirket Letbanens drift og medført færre afgange på dele
af strækningen. Derudover har det ikke været muligt at rejse med fra Lisbjergskolen. Arbejdet med at
finde, implementere og få godkendt den tekniske løsning har været omfattende, men alle krav til
sikkerhed og myndighedsgodkendelse er nu opfyldt.
Med alle tog tilbage på skinnerne kan Aarhus Letbane igen tilbyde sine passagerer den normale
køreplan med flere afgange.
“For os har det været afgørende at komme sikkert i mål,” siger Michael Borre. ”Vi har arbejdet målrettet
og tæt sammen med Trafikstyrelsen og vores samarbejdspartnere for at sikre den rigtige løsning. Nu
ser vi frem til at lægge sagen bag os og fokusere på det, vi er sat i verden for: at levere en sikker, stabil
og attraktiv kollektiv transport til borgerne i Østjylland,” slutter han.