Tredjepartsprojekter

Søg om tilladelse til at udføre tredjepartsprojekter

Arbejder, der skal udføres tæt på Aarhus Letbanen er såkaldte 3. partsprojekter, som Aarhus Letbane skal foretage en sikkerhedsmæssig vurdering af. Processen for godkendelse af 3. partsprojekter beskrives nedenfor.

Den indledende screening af projektet 
Der er udlagt en sikkerhedsafstand på 4 meter fra nærmeste skinne og 5 meter fra kørestrømsmasterne. Arealet inden for sikkerhedsafstanden skal i videst muligt omfang friholdes for nye anlæg.

Nødvendige ændringer, der påvirker sikkerhedsafstanden, skal sikkerhedsgodkendes efter en procedure, der er godkendt af Trafikstyrelsen (Beskrevet i BEK 711 af 20-05-2020 om ibrugtagningstilladelse for delsystemer i jernbaneinfrastrukturen).

Det gælder også for arbejder længere væk, der kan påvirke stabiliteten af letbanen – eksempelvis udgravninger til regnvandsbassiner og lignende.

Proceduren for den sikkerhedsmæssige godkendelse er, at der indledningsvist udarbejdes et Screeningsnotat, hvori der redegøres for, om projektet medfører ændringer på letbanens anlæg eller påvirker driften. Der skal vedlægges relevante bilag til notatet.

Hvis arbejdet screenes til at være en ændring af infrastrukturen, som kan have indflydelse på letbanesikkerheden, skal der gennemføres en signifikansvurdering.

Der kan være behov for den udvidede CSM-RA proces
Når 3. partsprojektet medfører ændringer på letbanens anlæg, der kan påvirke sikkerheden for passagerer samt togenes drift, og/eller hvis projektet vurderes til at være signifikant, skal der gennemføres en CSM-RA proces.

Dette kræver udarbejdelse af Sikkerhedsplan, Systemdefinition og Farelog mv.

Disse dokumenter skal godkendes af Trafikstyrelsen.

Inden dokumenterne sendes til godkendelse ved Trafikstyrelsen, skal de godkendes af en uafhængig assessor.

Når projektet er godkendt af assessoren, skal den samlede godkendte dokumentpakke sendes til Aarhus Letbane, der indsender materialet til godkendelse ved Trafikstyrelsen.

Efter godkendelsen kan der udstedes en Ibrugtagningstilladelse til gennemførelse af projektet.

Behov for udarbejdelse af myndighedsplan
Når et projekt skal gennemgå den udvidede CSM-RA proces, skal ansøgeren udarbejde en myndighedsgodkendelsesplan, der blandt andet skal klarlægge, hvornår projektet forventes sendt til assessor, og hvornår materialerne forventes klar til indsendelse til godkendelse ved Trafikstyrelsen.

Arbejdstilladelse og Letbanesikkerhedsplan
Når 3. partsprojektet er sikkerhedsmæssigt godkendt, skal der gives en Arbejdstilladelse, inden arbejderne kan igangsættes.

En del af Arbejdstilladelsen kan være godkendelse af en Letbanesikkerhedsplan, hvor der tages højde for den aktuelle letbanetrafik i arbejdsperioden.

Faglige kompetencer er påkrævet
Det er vigtigt, at alle dokumenter i processen udfyldes af personer med de fornødne sikkerhedsmæssige kompetencer. 

Det kan derfor blive nødvendigt at tage kontakt til rådgivere, der kan hjælpe med processen.

Aftale om 3. partshåndteringen  
Som grundlag for processen skal ansøgeren udfylde og underskrive en aftale om vilkårene for Aarhus Letbanes behandling af 3. partsprojektet. Den fremsendes direkte til ansøgeren.

I Download Center finder du skabeloner til de dokumenter, der henvises til (markeret med kursiv).

Søg om tilladelse til at udføre tredjepartsprojekter ved at sende udførlig projektbeskrivelse samt relevant dokumentation for tredjepartsprojekter til Aarhus Letbanes Letbanesikkerhedskoordinator på OR-koordinator@aarhusletbane.dk. Husk at skrive ”Tredjepartsprojekt” i emnefeltet.

Vidste du…

… at Aarhus Letbane har det sikkerhedsmæssige ansvar for driften af Letbanen og derfor skal give tilladelse til alt arbejde på eller i nærheden af Letbanen?

… at uanset typen af arbejde på eller ved letbanesporet skal der foreligge en godkendt letbanesikkerhedsplan?

... at der er sikkerhedsmæssige krav til uddannelse og påklædning i forbindelse med alle typer arbejde på eller i nærheden af Letbanen?