Aarhus Letbane søger en PA for direktøren i en nyoprettet fuldtidsstilling.
Aarhus Letbane udvider sin organisation i forbindelse med hjemtagelse af opgaverne omkring infrastrukturvedligehold fra sommeren 2026 og hjemtagelse af operatøropgaven fra ultimo december 2026. Det medfører et større behov for møder, som direktøren deltager i, og et større krav om rapportering mv.
I dag forberedes bestyrelsesmøderne i en lille gruppe, hvoraf den ene medarbejder også tager referater. Fremover betyder det stigende antal formelle møder, fx i samarbejdsregi, og de større krav til rapportering, at der er behov for mere og bedre koordinering i organisationen.
Vi leder derfor efter en erfaren og dygtig PA med stort overblik og engagement.
Om jobbet
Som PA har du direkte reference til direktøren. De fleste opgaver løses i relation hertil, men du kommer i berøring med alle afdelinger og medarbejdere i virksomheden.
Dine opgaver vil bl.a. omfatte følgende:
- Sekretær for direktøren, herunder styring af kalender og indbakke.
- Sekretær og referent for bestyrelsen og interessentskabet, herunder forberedelse, indkaldelser, udarbejdelse af materiale og indstillinger, referater mv.
- Planlægning af ledermøderne, herunder referatskrivning, styring af aktionsliste, opfølgning på aktioner mv.
- Håndtering af vores hovedpostkasse (kaldet info-mailen).
- Betjening af vores hovedtelefonnummer.
- Intern kommunikation som fx nyhedsbreve mv.
- Aktindsigtssager i et vist omfang.
Om dig
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men vi forestiller os, at du har nogle års erfaring fra en eller flere lignende stillinger, og samtidig en stor lyst til at bidrage til organisationens udvikling.
Vi søger en, der:
- kan rumme mange opgaver og informationer på én gang
- har en naturlig autoritet
- er knivskarp til skriftlig kommunikation, kan formulere dig klart og forståeligt og læser naturligt korrektur
- kan begå dig på engelsk, som ofte er arbejdssproget vi anvender til vores udenlandske samarbejdspartnere
- har en positiv og konstruktiv tilgang til at håndtere nye opgaver i en organisation i forandring
- arbejder struktureret, metodisk og omhyggeligt – og trives med selvstændigt ansvar
- er en god kollega, der vægter samarbejde og bidrager til et godt socialt miljø.
Om os
Aarhus Letbane I/S er en vigtig brik i den østjyske, kollektive trafik, og binder med vores moderne letbanetog by og land sammen i Aarhus og øvrige dele af Østjylland.
Vi er en mindre, men voksende, organisation kendetegnet ved en travl hverdag og en uformel omgangstone i et team af højt engagerede kolleger. Sammen med os får du mulighed for at sætte dit præg på driften og udviklingen af Aarhus Letbane. Din daglige arbejdsplads bliver på Letbanens Trafik og Servicecenter i banegraven på Thomas Koppels Gade 311.
Vi arbejder med tillidsbaseret ledelse, og der er generelt højt til loftet. Humor er en vigtig del af organisationens DNA, så hvis du har let til smil, lander du blandt ligesindede.
Vil du med på holdet?
Stillingen er en fuldtidsstilling, og der gives løn efter kvalifikationer.
Du kan høre mere om stillingen hos administrerende direktør Michael Borre på tlf. 26 84 73 23. Stillingen ønskes besat hurtigst muligt, og vi arbejder derfor ikke med en ansøgningsfrist. Vi indkalder løbende til samtaler, så tøv ikke med at sende din ansøgning og CV hurtigst muligt til job@aarhusletbane.dk.
Vi glæder os til at høre fra dig.