To nye byer skyder op – Letbanen stopper der allerede


Lisbjerg og Nye skal tilsammen huse op til 45.000 indbyggere i løbet af de næste årtier. Selvom der stadig er et stykke til det mål, er der store og bæredygtige projekter i gang. Få en status på de to nye byer, hvor Letbanen spiller en hovedrolle.

I Aarhus bor der 350.000 indbyggere, og det tal forventes at stige med 30 procent hen over de næste 30 år. De nye borgere har brug for et sted at bo. Og det sted kan for eksempel være i Lisbjerg eller Nye.

Aarhus Kommune står for planlægning, udvikling og salg af arealer i Lisbjerg, som er et af Danmarks største byudviklingsprojekter. Over de næste 50 år vil området forvandle sig til en by, som er større end Skanderborg – med op til 25.000 nye indbyggere og flere tusinde arbejdspladser. Aarhus Kommunes vision for Lisbjerg er at skabe en bæredygtig by, hvor nye byområder smelter sammen med den eksisterende landsby og nyder godt af udsigten over Aarhus og Aarhusbugten.

Kort derfra ligger Nye. Her er Tækker Group i gang med at opføre en ny by, som også bygges efter bæredygtige principper. Byen forventes at få mellem 15.000 og 20.000 indbyggere.

Da passagergrundlaget for Letbanens etape 1 blev beregnet tilbage i 2009, var det en forudsætning for tallene, at de to nye byer ville have mange indbyggere allerede nu. Virkeligheden er ikke helt fulgt med disse beregninger, men begge steder er der nu godt gang i udviklingen.  

Lisbjerg: En ny udviklingsplan

Den oprindelige udviklingsplan for Lisbjerg fra 2009 viste sig at være mindre realiserbar. Derfor gentænkte Aarhus Kommune planen, og i 2018 så en ny udviklingsplan dagens lys.

– Det har selvfølgelig taget en række år at lave planen om, men det er bestemt positivt. Med den nuværende udviklingsplan får vi en bedre og mere moderne by, som mange vil finde attraktiv. Den er mere bæredygtig, både miljømæssigt og socialt, siger Michael Tolstrup, afdelingsleder i Arealudvikling i Aarhus Kommune.

I Lisbjerg har indbyggertallet før ligget på omkring 900 landsbyboere. Grundet byudviklingen er det tal steget med omkring 200 indbyggere – og det er kun begyndelsen:

– Vi forventer løbende tilflytning på mellem 400 og 600 indbyggere per år. Når der først begynder at flytte mange nye borgere til Lisbjerg, bliver det også nemmere at etablere supermarkeder og offentlige services samt lægehuse, kulturhuse og lignende. I dag er der alene en tankstation med kiosk, siger Michael Tolstrup.

Store planer bliver realiseret

Siden sommeren 2019 har der været løbende udbud og salg af grunde, og der har været stor interesse for at både bygge og bo i Lisbjerg, fortæller Michael Tolstrup.

På nuværende tidspunkt står der to almene boligprojekter færdige i Lisbjerg. Boligforeningen Ringgården har opført Bakkehusene, som er rækkehuse i bæredygtige materialer. Og Al2bolig har opført træhusbyggeriet Lisbjerg Bakke, der er Danmarks første og indtil videre højeste boligbyggeri i træ. Byggeriet er DGNB-certificeret (en miljøcertificering), og det vandt hædersprisen ’Årets Byggeri’ i kategorien ’Bolig’ i 2018.

I slutningen af sidste år godkendte Aarhus Byråd en ny lokalplan med 215 bæredygtige boliger. Ressourcehusene bygges af investeringsvirksomheden NREP – af materialer fra eksisterende bygninger, der skal rives ned.

Derudover er et projekt med 60 almene boliger også godkendt. Det er boligforeningen Lejerbo, der står bag byggeriet Circle House, som vil arbejde med cirkulære principper, hvor op mod 90 procent af materialerne i byggeriet skal kunne genanvendes. Både Ressourcehusene og Circle House er på vej til at gå i jorden.

Det seneste byggeri, som netop er blevet godkendt, er andelsboligforeningen haveHUSENE med 44 boliger, som Kuben Management står bag. I samarbejde med Randers Regnskov vil der langs bygningens nordlige kant etableres et grønt skovbælte med en ”grøn genbank” og en lille frugthave, hvor man kan opleve forskellige danske plantearter – til glæde for alle Lisbjergs borgere.

Nye: Her er udviklingen også godt i gang

I efteråret 2016 blev første etape af byudviklingen i Nye sat i gang efter mere end ti års planlægning. I sommeren 2018 kunne de første beboere flytte ind i de 50 familieboliger, der på nuværende tidspunkt udgør byen. Boligerne er et mix af leje- og ejerboliger. Og som i Lisbjerg er dette kun den spæde start.

– Vi har på nuværende tidspunkt en lokalplan, der tillader 650 boliger samt daginstitution og dagligvarebutik. Den er vi i fuld gang med og har nu lavet infrastruktur til cirka 300 boliger. Dertil arbejder vi sammen med Aarhus Kommune på en ny lokalplan, som formentlig bliver mere omfangsrig, og den forventes forsigtigt at være klar om 18 måneder, siger Jørn Tækker, direktør og ejer af Tækker Group.

Boligerne bliver en kombination af lejligheder, klyngehuse, rækkehuse og villahuse, som danner små fællesskaber.

– Det er vores ønske at kunne aflevere 300-400 boliger årligt, lyder det fra Jørn Tækker.

Tækker Group er derfor gået i jorden med de to næste byggerier i Nye. Den ene bebyggelse er 20 lejligheder, som er tegnet af AART Architects, og som forventes at stå færdig ved udgangen af 2020. Lejlighederne er fordelt på to boligblokke i fire etager, som samlet set svarer til 1.800 kvadratmeter – og de skal afspejle byens bæredygtige tankegang ved at have træ på facaderne og genbruge regnvand.

Derudover kan byen se frem til Sneglehusene, som er tegnet af BIG. Der bliver i alt 93 boliger fordelt på både lejligheder og rækkehuse på mellem 45 og 150 kvadratmeter. Boligerne har fået deres navn, fordi de er bygget op som et sneglehus. Planen er, at de vil stå klar i sommeren 2021.

Letbanen baner vej for udviklingen

Selvom Letbanens stoppesteder i både Lisbjerg og Nye var baseret på prognoser om langt flere borgere her i 2020, har det vist sig at være en klar fordel for begge projekter, at der nu er styr på infrastrukturen.

– Letbanen er altafgørende for vores tro på fremdrift i Nye. Ordentlig offentlig transport er livsnerven i en ny by. Kun sammen med en veludbygget infrastruktur, der består af offentlig transport, delebiler og gode cykelstier, kan vi tro og håbe på, at vi skåner miljøet mest muligt, siger Jørn Tækker.

– Letbanen har en stor betydning, for når der allerede er etableret en infrastruktur, skaber det en langt større tillid fra investorernes side, supplerer Michael Tolstrup fra Aarhus Kommune.

 

 

 

 


Lignende nyheder...

_MG_8307aaaaaa

Letbanesporet ved Ringgadekrydset skal vedligeholdes

I weekenden den 17. – 19. februar vil letbanesporet ved Ringgadekrydset mellem Nordre Ringgade og Randersvej være delvist spærret. Letbanesporet i krydset mellem Nordre Ringgade ...
Læs mere
Passagertal_2023

Aarhus Letbane sætter ny passagerrekord

I 2023 nåede det samlede passagertal op på knap 5.8 millioner og det sætter igen passagerrekord for Aarhus Letbane. Med mere end 1.572.000 passagerer, der ...
Læs mere
snestorm_jan2024

Letbanen kører igen efter usædvanligt vintervejr

Mandag morgen var Aarhus Letbane igen tilbage til normal drift, efter at Østjylland blev ramt af usædvanligt vintervejr. Siden onsdag har de store snemængder skabt ...
Læs mere
_P8A8500aaaaaaaa_web

Flere afgange får passagererne til at strømme til

Sidste år i august trådte en ny køreplan i kraft, og det betød flere afgange fra Hornslet og Grenaa i myldretiden. Allerede et år senere ...
Læs mere
Testkoersel-Odderbanen-6

Planlagt vedligehold på Odder- og Grenaabanen

I de kommende uger vil Aarhus Letbane arbejde med vedligeholdelsesopgaver på strækningerne mellem Grenaa og Østbanetorvet og mellem Odder og Aarhus H. I uge 25 ...
Læs mere
P8A2997aaaaa-scaled.jpg

Passagererne sætter igen rekord i Letbanen

Med mere end 1.4 millioner passagerer i første kvartal sætter passagererne endnu en gang rekord. Passagertallet er det højeste for et første kvartal i Letbanens ...
Læs mere
Foto: Jens Hasse/Chili

Du er på vej væk fra Letbanens hjemmeside og på vej over til Midttrafik.dk

Ønsker du information om køreplaner og andre rejsetider?

Ønsker du at købe billet til Letbanen eller at finde priserne hertil?

P8A2997aaaaa-scaled.jpg

Skal du ud at køre med Letbanen?

Find information om køreplaner, billetter, priser og rejseregler. Kontakt Midttrafiks kundeservice.