En nedreven køreledning ved Tranbjerg station tirsdag eftermiddag har medført omfattende skader og påvirker fortsat letbanedriften. Uheldet skete, da en lastbil ramte køreledningen.
To tog blev berørt af ulykken. Det ene tog fik ødelagt front- og siderude, mens det andet tog slap uden skader. Der skete ingen personskader.
Passagererne blev evakueret via en nærliggende gangsti, så snart området var sikret af Aarhus Letbane. Trods situationen var stemningen blandt passagererne overvejende god, selvom flere måtte opholde sig i et varmt tog i en periode.
Skaderne er imidlertid så omfattende, at Letbanen ikke forventer at kunne genoptage driften på L2 mellem Aarhus H og Mårslet før lørdag. Samtidig er Tranbjerg Hovedgade fortsat spærret, og den forventes ligeledes først genåbnet lørdag. De to implicerede letbanetog er nu fjernet fra området, og det omfattende arbejde for at få repareret skaderne er godt i gang.
“Det er en uheldig situation med store skader, men vi er først og fremmest lettede over, at ingen kom til skade. Nu arbejder vi intensivt på at udbedre skaderne og få trafikken i gang igen så hurtigt som muligt,” siger Michael Borre, administrerende direktør ved Aarhus Letbane.
Passagerer opfordres til løbende at tjekke deres rejse på Rejseplanen eller midttrafik.dk, da der må forventes ændringer de kommende dage.
Aarhus Letbane beklager de gener, som situationen medfører, og takker for passagerernes tålmodighed.