France Tramways

Langs med banen

Frankrig - foregangsland for moderne sporvogne

Franskmændene har taget den moderne sporvogn – letbanen – til sig.

Ifølge det internationale tidsskrift ’the Transport Politic’ har 25 franske byer siden 1980’erne taget letbaner i brug, og yderligere fire byer planlægger at åbne letbaner inden 2016. Alene inden for de seneste 12 år er antallet af letbanekilometer i Frankrig femdoblet.

Ifølge tidsskriftet er en del af forklaringen, at franskmændene oplever letbanen som en moderne, kollektiv transportform, der både er nem, bekvem og hurtig at komme omkring med.

Alene i Lyon – der har åbnet fire letbaneetaper siden 2000 – har letbanen tiltrukket 58 millioner passagerer på ti år. I samme periode steg andelen af passagerer i den offentlige trafik med 30 procent, hvilket ses som et udtryk for, at letbanen også formår at flytte passagerer fra biltrafikken til den kollektive trafik.

En anden god forklaring på letbanens succes i Frankrig er ifølge tidsskriftet, at franskmændene har forstået, at den nye, kollektive transportform er med til at skabe byudvikling og -fornyelse i såvel små og store byer. For eksempel indviede Brest i det nordvestlige Frankrig i juni en letbane i en by med omkring 140.000 indbyggere.