Bybanen 1229

Langs med banen

Bybanen i Bergen har åbnet anden etape

Bergens letbane – Bybanen – åbnede i sommer, næsten to måneder før tid. Udgiften blev 300 millioner kroner under det budgetterede, passagererne strømmer til, og priserne på boliger i områderne nær stationerne er steget med 20-25 procent.

Første etape af Bybanen med 15 stationer  fordelt på den ti kilometer lange strækning mellem Bergen centrum og Nesttun syd for Bergen stod klar i 2010. Anden etape består af yderligere 3,6 kilometer dobbeltspor og fem stationer, som leder videre sydpå til Rådal. En fremtidig tredje etape er planlagt nord for byen.

Kommunalordfører Tom-Christer Nilsen kaldte i sin åbningstale Bybanen for en succes:

- I dag diskuterer vi ikke længere, om vi skal have en bybane, men hvor den næste strækning skal gå, sagde kommunalordføreren og fremhævede:

- Bybanen fjerner forurening, reducerer CO2-udslip, styrker den kollektive trafik, skubber på byudviklingen og øger trafiksikkerheden. Kort sagt, Bybanen er bedre end et Kinderæg.

Det rådgivende ingeniørfirma Atkins har planlagt den banetekniske del af anden etape af Bybanen, og projektchef Torsten Valentin Sommer er ikke i tvivl om resultatet.

- Bybanen har været en stor succes. Anden etape blev billigere at opføre end budgetteret, og på den eksisterende bane fragtes 31.000 passager om dagen - det er 20 procent flere end forventet, fortæller han i en pressemeddelelse.

Bybanen i Bergen råder over 14 letbanesæt, som kører med en gennemsnitshastighed på 28 km/t og har en tophastighed på 70 km/t. Med 395.100 indbyggere i Bergen og omegn, hvor af de 268.800 bor i selve Bergen, er det Norges næststørste by.