Lisbjerg Kile

Langs med banen

Letbanen bliver del af styrket erhvervsområde i Lisbjerg

Et nyt erhvervsområde og anlæg af Klokhøjen, en ny vej der skal forbinde erhvervsområdet med Randersvej, bliver løftestang for erhvervslivet i Lisbjerg nord for Aarhus.

Aarhus Kommune er netop begyndt på anlægsarbejdet for Klokhøjen, hvor Letbanen kommer til at køre. Klokhøjen kommer til at forbinde Randersvej med erhvervsområdet og motorvejsnettet, og tilkørselsforholdene til Lisbjerg Erhvervspark forbedres på den måde markant.

Det forberedende anlægsarbejde til letbanen er også i gang i området, hvor første fase er etablering af en bro over Egådalen. Samtidig begynder man at anlægge den nye cykelsti, som kommer til at løbe langs med Letbanen over Egådalen og forbinde Lisbjerg med Aarhus Midtby.

Rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, glæder sig over, at anlægsarbejdet er i fuld gang, og at man nu er på vej til at realisere visionen for Lisbjerg:

- Lisbjerg bliver på sigt en by med 25.000 indbyggere med masser af attraktive tilbud til den moderne familie. Byen vil blandt andet komme til at byde på en moderne skole, et stærkt lokalsamfund, naturskønne omgivelser og fantastiske transportmuligheder, både når man skal på arbejde og til fritidsaktiviteter. Lisbjerg ligger tæt på erhvervsområdet i Skejby og Det Nye Universitetshospital, og med Letbanen og den sammenhængende cykelsti vil Lisbjerg blive tæt forbundet med Aarhus, siger han.