Odense Letbane

Langs med banen

Odense Letbane på skinner i 2020

14,4 kilometer letbane er på vej i Odense, efter staten sendte 1,1 milliarder kroner til den fynske hovedstad i forbindelse med vedtagelsen af næste års finanslov. Pengene, der er øremærket til anlæg af en letbane, er den største statslige investering i byens infrastruktur siden 1980’erne, hvor motorvejen blev etableret.

Efter planen vil Odense Letbane stå færdig i 2020 og strække sig fra Tarup i nord til Hjallese i syd. Banen får 26 stationer i alt, hvorfra der altid vil være afgang hvert 10. minut. Opgradering skal blandt andet sikre effektiv transport til de mere end 60.000 studerende, patienter og pårørende, som ifølge kommunens beregninger vil have deres daglige gang i området omkring SDU og det nye universitetshospital, som står færdigt samme år.

– Uden en letbane ville det være kaos. Det ville kræve, at vi skulle indsætte dobbelt så mange busser og syv gange så mange biler i døgnet. Alle kan se, at det ikke giver mening, og jeg er derfor meget glad for, at vi har alle pengene på plads, så letbanen kan være klar i 2020, siger byens borgmester, Anker Boye (S).

De samlede anlægsinvesteringer er estimeret til 2,4 mia. kr. Ud over det statslige tilskud bliver letbanen finansieret af Region Syddanmark og Odense Kommune.

Staten bidrager også til anlægget af Aarhus Letbane 632 millioner kroner (hvoraf 32 millioner kroner er finansieret i forbindelse med busbaneprojektet på Randersvej). Herudover bidrager Aarhus Kommune med 635 millioner kroner til Aarhus Letbane (hvoraf 135 millioner kroner er finansieret i forbindelse med busbaneprojektet på Randersvej) og Region Midtjylland med 78 millioner kroner.

Besøg Odense Letbanes hjemmeside