Ring3

Langs med banen

Ringby/Letbanesamarbejdet har fundet sin formand

SF’s tidligere klima- og energiordfører Anne Grete Holmsgaard skal styre slagets gang som bestyrelsesformand for hovedstadens kommende letbaneprojekt Ringby/Letbanesamarbejdet. Det står fast, efter transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) har udpeget den erfarne politiker som en af statens udvalgte bestyrelsesmedlemmer.

I bestyrelsen får Anne Grete Holmsgaard selskab af seks andre medlemmer, hvoraf yderligere to er udpeget af staten, mens Region Hovedstaden og de 11 kommuner, som indgår i projektet, udpeger to medlemmer hver.

– Med Anne Grete Holmsgaard får vi en formand med god erfaring og med den personlige robusthed og energi, der skal til for at lede et offentligt projekt af denne type med mange interessenter, begrunder Pia Olsen Dyhr udnævnelsen.

Statens øvrige repræsentanter er tidligere adm. direktør for trafikselskabet Arriva og elbilsatsningen ’Better Place Danmark’, Johnny Hansen, samt Dorthe Vinther, der er udviklingsdirektør i Energinet.dk.

Bestyrelsen for anlægsselskabet Aarhus Letbane I/S er på samme måde udpeget af anlægsselskabets interessenter: Aarhus Kommune (to medlemmer), transportministeren (et medlem) og Region Midtjylland (et medlem). Herudover er trafikselskabet Midttrafik repræsenteret med et medlem i bestyrelsen.

Bestyrelsen for drifts- og infrastrukturselskabet Aarhus Letbane Drift I/S forventes udpeget af interessenterne Aarhus Kommune og Region Midtjylland i begyndelsen af det nye år

Se hele bestyrelsen for Ringby/Letbanesamarbejdet

Mød bestyrelsen for Aarhus Letbane I/S

 

Anne Grete Holmsgaard Photographer Thomas A