Aarhus Letbanes første linje

Nyhedsbrev #15

Vidste du...

Vidste du... #15 om afgange og køretider med Letbanen.

… at du i dagtimerne vil kunne stå på letbanen mod Aarhus H fire gange i timen, hvis du bor i byerne mellem Hornslet og Lystrup?

I dag kører Grenaabanen to gange i timen fra Hornslet, Løgten, Skødstrup, Hjortshøj, Hovmarken og Lystrup. Med letbanen vil frekvensen være fire gange i dagtimerne. Desuden kan du skære fire minutter af rejsetiden fra Hornslet til Aarhus H, så turen tager 30 minutter.

_________________________________________________________

… at du med letbanen kan skære 15-25 minutter af turen fra Tranbjerg til Aarhus Universitetshospital i Skejby?

I dag tager det typisk 45-55 minutter at køre med bussen fra Tranbjerg til universitetshospitalet i Skejby – og du skal skifte undervejs. Med letbanen vil du to gange i timen kunne tage turen direkte på kun 30 minutter.

_________________________________________________________

… at letbanens rejsetider vil være uafhængige af trængsel i myldretiden?

Selvom trafikken snegler sig af sted op og ned ad Randersvej, vil letbanen glide af sted i sit eget spor. Det er en af de helt store fordele ved letbanen.

_________________________________________________________

… at letbanen vil køre mellem Aarhus H og Skejby hvert 7½. minut?

Med letbanen bliver infrastrukturen i Aarhus styrket markant. Hvert 7½. minut bliver der afgang mellem Aarhus H og Skejby – en tur, der vil tage 17 minutter. I dag tager turen mindst 22 minutter i bus. Fra Lisbjerg er der afgange fire gange i timen, og turen til Aarhus H tager 22 minutter. Fra Odder bliver der to afgange hver time, mens der fra Tranbjerg bliver fire.

_________________________________________________________

… at det er Midttrafik, der udarbejder køreplaner for letbanen?

Midttrafik udarbejder køreplaner for letbanen og skaber dermed sammenhæng til by- og regionalbusser i Aarhusområdet. Billetprisen bliver den samme, uanset om du kører med letbane eller med bus, og det er de samme billetter, der bruges.

_________________________________________________________

 

Foreløbigt oplæg til køreplan fra Midttrafik