Året der gik

Mod 2015 med flueben i bakspejlet

Sommerens fund af en mortergranat ved Dokk1 var heldigvis en rusten fuser. Det øvrige 2014 har budt på et sandt festfyrværkeri af nyheder og milepæle for Aarhus Letbane.

Afsluttede broer, en valgt leverandør af letbanetog, skinner og kørestrøm samt politisk godkendelse af det reviderede budget er blandt årets vigtige begivenheder. Nu ligger 2015 forude, og her bliver letbanen for alvor synlig for østjyderne.

Sidste halvdel af december er traditionelt tid for flueben og nye mål. Når det gælder Aarhus Letbane, markerer nytårskransekagen og rådhusklokkerne overgangen fra færdige forberedelser til fuld synlighed i bybilledet.

Først et tilbageblik: To af de mest medieomtalte letbanebegivenheder i 2014 handlede om en granat og et budget. Historien om fundet af en gammel mortergranat fra anden verdenskrig gik hurtigt i sig selv, mens justeringen af letbanens budget fra 2009 sendte flere bølger gennem landskabet. Fra Christiansborg, Aarhus Rådhus og Regionshuset kom den nødvendige merfinansiering på 702 mio. kr.

Færdige forberedelser – nu indtager letbanen byen

På anlægssiden har 2014 budt på en række afsluttede nøgleprojekter.

Den nye letbanebro over Aarhus Å ved Mindet blev afsluttet i oktober, og også den 492 meter lange bro over Egådalen står færdig. Nu mangler kun broen i Banegraven, som afsluttes i begyndelsen af 2015. Mellem Aarhus H og Skolebakken St. er der gjort klar til et ekstra letbanespor, og der er udført skinnearbejde omkring Aarhus H og Lystrup St. Desuden er de underjordiske forberedelser af ledningsnettet afsluttet fra Nørreport til Skejby.

– Tæt på udgangen af 2014 kan vi notere os, at anlægsarbejdet kører, som det skal. Vi er ikke stødt på større overraskelser undervejs, og vi glæder os over, at vi samarbejder med dygtige entreprenører. Desuden har vi i 2014 valgt, at konsortiet Stadler/Ansaldo STS skal levere letbanesystemet – herunder tog, skinner og kørestrøm. Det var en vigtig aftale at få på plads, siger Claus Rehfeld Moshøj, direktør i Aarhus Letbane I/S.

Han tager optimismen med sig ind i 2015, hvor letbanen for alvor rykker ud på vejene i Aarhus:

– I den næste fase vil vi være til stede overalt på vejnettet fra Aarhus C til Skejby. Arbejdet bliver omfattende, og det vil uundgåeligt komme til at genere naboer og trafikanter. Men det markerer samtidig, at Danmarks første letbane rykker nærmere.

2015 med togdesign, driftsoperatør og VVM-opstart

Anlæg af skinner på vejene og opsætning af kørestrøm vil dominere i 2015. Men ud over anlægsarbejdet er det også i 2015, at Aarhus Letbane kan præsentere designet af de letbanetog, der skal køre på strækningen. Og så bliver det besluttet, hvilken af de fire virksomheder, der blev prækvalificeret i 2014, som skal varetage driften af Aarhus Letbane.

– Vi glæder os til, at vi i første halvdel af 2015 kan sætte navn på den operatør, som skal stå for at planlægge og afvikle trafikken. Letbanen er nu kun et par år fra at rulle ud på skinnerne, og valget af operatør er en vigtig milepæl i fasen frem mod drift, siger Ole Sørensen, projektleder i Aarhus Letbane Drift I/S.

Endelig vil det nye år efter planen byde på opstart af de VVM-undersøgelser, der vedrører letbanens næste etaper til Brabrand og Hinnerup.

FAKTA: LETBANEN PÅ DE POLITISKE LINJER

Også i 2014 har lokale, regionale og nationale politikere spillet en væsentlig rolle i arbejdet med Danmarks første letbane. Her er tre af de større politiske letbanebegivenheder fra året, der gik:

  • I aftalen om ekstra finansiering af letbanens etape 1 bidrager staten med 330 mio. kr. Aarhus Kommune med 331 mio. kr. og Region Midtjylland med 41 mio. kr.
  • Der er etableret et letbaneråd med regionsrådsformand Bent Hansen (A) i spidsen, en politiker fra hver af de otte kommuner i letbanesamarbejdet samt en repræsentant fra Midttrafik.
  • Letbanerådet har indgået en revideret aftale om visionerne for de næste letbaneetaper. Visionerne er samlet i oplægget Samspil 2025.

 

Se nyhedsoverblik for året der gik

Spørgsmål

Læs de oftest stillede spørgsmål om Letbanen - og svarene herpå.

Nyheder

Følg med i aktuelle nyheder om letbaneprojektet.

Kontakt

Spørgsmål og kommentarer til Letbanen er velkomne.

Arkiv

Hvornår var det nu det var? Søg tilbage i Letbanens arkiver.