Portræt

Betonbisserne i Banegraven

Om dagen knokler de med den nye letbanebro i Banegraven syd for Aarhus H – om aftenen kobler de af på en campingplads i Aarhus N.

En flok betonbisser med hjemadresser i postnumrene 5500, 7500 og 7620 slår nemlig lejr for natten lokalt, mens de i døgnets lyse timer arbejder med Danmarks første letbane.

Mød betonbisserne

De betegner det selv som en ungkarletilværelse. De er væk fra hus, koner, kærester, børn og hjemmevante omgivelser fire af ugens syv døgn, mens de er tilknyttet entreprenørkoncernen Aarsleffs betonsjak ved Banegraven i Aarhus.

- Vi kører hjemmefra søndag aften og vender først hjem igen torsdag, når vi holder weekend klokken 15, fortæller Anker Lynge, der er en del af sjakket, som har slået lejr på Aarhus Camping i Lisbjerg.

En pligtfri livsstil

Arbejdsdagene i Banegraven begynder klokken 7 og slutter klokken 18, og det er da også den primære grund til, at drengene overnatter på en lokal campingplads frem for at bruge flere timer på at komme hjem til de private matrikler.

– Så det føles lidt som at være på arbejde fra søndag til torsdag, fortæller Anders Hansen, der har postadresse i 5500 Middelfart.

– Ja, rengøring og opvask er ikke noget, vi trækkes med, supplerer Hans Christian Lynge fra 7620 Lemvig med et smil.

– Det er en livsstil, og det er da specielt en gang imellem. Men jeg kunne ikke vænne mig til et 8-16-job. Nu har jeg ligget ude i syv år, tilføjer han om tilværelsen som omrejsende håndværker.

Et prestigefyldt arbejde

De syv betonbisser, der holder til på campingpladsen, arbejder i et sjak på knap 20 mand, som siden august sidste år har arbejdet på letbanebroen i området ved banegården i Aarhus. For tiden er de ved at afskalle den s-formede bro, der krydser de eksisterende jernbanespor ved tilkørslen til banegården.

– Det er noget specielt at være med til at lave letbanebroen her i Aarhus, siger Tobias Borum, der ligesom Hans Christian Lynge tager turen hjem til Lemvig hver torsdag eftermiddag, når de stempler ud efter ugens arbejde.

– Det er et prestigeprojekt. Der er mange, som ser vores arbejde, fordi det er et kæmpeprojekt, tilføjer Anker Lynge, der også har hjemme i Lemvig, ligesom sin bror og sjakkollega Hans Christian.

– Der er jo ikke lavet noget lignende før, i al fald ikke herhjemme. Det er meget specielt, og det er helt sikkert noget, som jeg vil tænke på, når jeg i fremtiden kommer til Aarhus og kører forbi broen, siger Hans Christian Lynge, der samtidig forsikrer, at tidsplanen bliver overholdt, så de bliver færdige med broen inden jul.

Også behov for alenetid

Der er ikke noget at sige til, at sjakket kender hinanden ret godt efterhånden. De interne jokes flyver gennem luften, og stemningen er løssluppen, når drengene om aftenen slår hovederne sammen mellem deres respektive campingvogne, der står i det samme område på campingpladsen.

– Om aftenen ser vi nogle gange tv sammen. For tiden samles vi, når der er Robinson. Men vi har også behov for at være os selv en gang imellem, fortæller Anker Lynge, der istemmer sine kammeraters udmeldinger om, at meget af tiden efter arbejdstids ophør går med at se tv og sove.

– Men ellers går vi ud og spiser sammen, tilføjer han.

– Ja, og så får vi også en øl sammen en gang imellem, supplerer Allan Jeppesen om sjakkets selvbenævnte ungkarletilværelse, der trods hjemlige afsavn opvejes af et godt socialt sammenhold på tværs af postnumre.

På billedet ses stående Tobias Borum, Lemvig. Siddende bagerst fra venstre: Niels Lindhardt, Holstebro, Anker Lynge, Lemvig, Hans Christian Lynge, Lemvig, Allan Jeppesen, Lemvig og Mathias Jerløv, Middelfart. Siddende forrest Anders Hansen, Middelfart

 

Spørgsmål

Læs de oftest stillede spørgsmål om Letbanen - og svarene herpå.

Nyheder

Følg med i aktuelle nyheder om letbaneprojektet.

Kontakt

Spørgsmål og kommentarer til Letbanen er velkomne.

Arkiv

Hvornår var det nu det var? Søg tilbage i Letbanens arkiver.