Spærring

Weekendspærring Søftenvej

Aarhus Letbane piller i den kommende weekend forskalling af betondækket på letbanebroen over Søftenvej (505) og har fået tilladelse til at spærre Søftenvej i tidsrummet lørdag 1. februar klokken 20.00 – mandag 3. februar klokken 05.00.

Anlægsarbejdet svarer til det arbejde, som blev udført på letbanebroen over Djurslandmotorvejen i den forgangne weekend, hvor forskallingen og stålbjælker, der har støttet betondækket i hærdningsperioden blev fjernet.

Spærringen af Søftenvej (505) får konsekvenser for trafikken til og fra det nordlige Aarhus. Trafikanter opfordres til i stedet at benytte Djurslandmotorvejen som nærmere beskrevet nedenfor:

Kørsel fra Hinnerup / Søften mod Aarhus N

Bilister fra Hinnerup og Søften til Aarhus skal køre på Djurslandmotorvejen ved de nye ramper – afkørsel 19b ved Høgemosevej. Der fortsættes af motorvejen til afkørsel 18 mod Lystrup, og indkørsel til Aarhus sker ad Lystrupvej eller Grenaavej.

Kørsel fra E45 mod Aarhus N

På motorvejen spærres afkørsel 20 mod Aarhus, og bilister fra E45 mod Aarhus skal i stedet fortsætte ad motorvejen frem til afkørsel 18 mod Lystrup. Her kan bilister, der skal til Aarhus, dreje fra og køre ad Lystrupvej eller Grenaavej. Bilister mod Djursland fra E45 fortsætter som normalt.

Kørsel fra Aarhus N til E45 Nord

Bilister der skal fra Aarhus N og nordpå ad E45 opfordres til at køre ad Randersvej gennem Lisbjerg og videre til Ødum og køre på motorvejen ved tilkørsel 44, da Søftenvej (505) spærres ved afgreningen til Randersvej (180).

Kørsel fra Aarhus N til E45 Syd og Hinnerup

Da Søftenvejen (505) spærres ved afgreningen til Randersvej (180) kommer bilister, der skal fra Aarhus N mod E45 sydgående og Hinnerup/Søften, ud på en mindre omvej. I stedet for at køre vestpå ad Randersvej skal bilisterne køre på Djurslandmotorvejen ved tilkørsel 19a ved foden af Lisbjerg og køre ad motorvejen til afkørsel 18 mod Lystrup. Her køres rundt i rundkørslen og tilbage på Djurslandmotorvejen nu med retning mod Aarhus og E45 Aarhus N.
Bilister mod Hinnerup og Søften kører fra motorvejen ved afkørsel 19b ved Høgemosevej.

Bilister til E45 Nord fortsætter ad afkørsel 46.

Bilister til E45 Syd fortsætter og følger motorvejen ligeud til kurven mod syd.

Fakta om anlægsarbejdet

  • 20 mand arbejder i toholdsskift fra lørdag aften til mandag morgen med at afforskalle letbanebroen over Søftenvej
  • Brodækket som skal afforskalles vejer cirka 5.000 tons
  • Der fjernes cirka 250 tons stål i form af stilladser ved afforskallingen
  • I løbet af foråret sænkes brodækket ned på betonpillerne – en afstand på cirka 70 centimeter.