Dialog

God borgerdialog om støjgenerne

For 45-årige Britt Hermannsen blev anlægsarbejdet i forbindelse med Aarhus Letbane for meget. Hun klagede over det høje støjniveau, som arbejdet ved banelegemet nær Aarhus H – og hendes bopæl − forårsagede.

Aarhus Letbane tog hånd om sagen og gik i dialog med Britt Hermannsen og andre beboere om mulighederne for at minimere generne.

Anlægget af Danmarks første letbane er i fuld sving, og med arbejdet følger støj, støv og trafikgener. En af de aarhusianere, der har oplevet støjgenerne på egen krop, er Britt Hermannsen. Hun bor på Kriegersvej, som løber langs banelegemet ved indkørslen til Aarhus Hovedbanegård. Her brugte håndværkerne fem uger i januar og februar på at ramme og vibrere jernplader.

Hvor slemt kan det være?

Da Britt Hermannsen og de andre beboere på adressen tilbage i november fik et brev i postkassen fra Aarhus Letbane om det kommende anlægsarbejde et stenkast derfra, tænkte hun:

− Hvor slemt kan det være? Men jeg blev chokeret over, hvor meget det larmede. Når det var værst, måtte jeg tage hjemmefra for at kunne slappe af. Det larmede så meget, og det var så slemt, at væggene vibrerede, fortæller Britt Hermannsen, der på de allermest larmende dage fandt midlertidig fred og ro i det nærliggende Musikhuset Aarhus.

Høreværn med ’cykelbud’

Britt Hermannsen kontaktede Aarhus Letbane for at klage over støjgenerne. Og lige fra begyndelsen var dialogen åben og konstruktiv fra begge sider:

− Da jeg første gang snakkede med en projektchef fra Aarhus Letbane, havde jeg en række idéer til, hvad man kunne gøre ved støjen. For eksempel spurgte jeg, om de ikke kunne udlevere nogle høreværn eller lægge lyddæmpende sandsække langs hegnet, der går mellem banelegemet og den vej, jeg bor på, fortæller Britt Hermannsen, der et par dage senere fik sig en overraskelse:

− En søndag aften kom en medarbejder fra Aarhus Letbane cyklende ned til mig med et høreværn. Det var jeg noget overrasket over, og jeg blev rigtig glad for, at de lyttede og tog sagen alvorligt, siger Britt Hermannsen med et smil.

Vigtigt at tage hånd om henvendelser

Aarhus Letbane lægger ikke skjul på, at så stor en ændring af byens infrastruktur, som anlægget af en letbane er, vil støje og genere borgere og trafikanter.

− Det kan vi desværre ikke undgå, og vi ved, at støj kan være en stor gene i hverdagen. Derfor er det vigtigt for os at holde et højt informationsniveau og varsko de berørte adresser på forhånd. Men vi ved godt, at information på et stykke papir er én ting, noget andet er, hvordan støjen bliver i praksis. Derfor forsøger vi også at tage hånd om de henvendelser, vi får, når arbejdet er i gang, fortæller Jørgen Hansen, anlægschef ved Aarhus Letbane.

Han tilføjer, at det især er den indledende anlægsfase, der er forbundet med støjgener, mens selve skinnelægningen minder mere om normalt vejarbejde.

Læs også: Letbanen sænker støjniveauet

Byens normale puls slår igen

Det larmende anlægsarbejde nær Aarhus H og Kriegersvej stoppede i februar, så nu er der igen fred og ro i og omkring Britt Hermannsens lejlighed. Når hun ser tilbage på kommunikationen med Aarhus Letbane, har hun mange rosende ord til overs for de mennesker, hun har været i kontakt med:

− De har været meget imødekommende og konstruktive, og det har betydet rigtig meget for mig. Den høje larm og rystelserne i jorden har til tider fyldt meget, men det at blive mødt med forståelse har betydet rigtig meget for mig, siger Britt Hermannsen.

I dag kan hun sidde og nyde forårssolen ved sin lejlighed på Kriegersvej, hvor det nu kun er fuglesang og lyden af byens normale puls, der giver udslag på decibel-skalaen.