TOGPRODUKTION

Danmarks første letbanetog tager form

Det første letbanetog til Danmarks første letbane er ved at blive fremstillet på fabrikken i Tyskland.

Det skal først køre i Aarhus og omegn i 2017, men allerede nu er det første letbanetog til Aarhus Letbane ved at blive fremstillet på en fabrik i Tyskland.

Vognkassen til letbanetog med stelnummer 001 svejses sammen hos en underleverandør, inden det transporteres videre til togproducenten Stadlers fabrik i Pankow i Berlin. Hos Stadler skal toget færdiggøres med alt fra sæder, elmotorer og elektronik, inden det males i Aarhus Letbanes grå og røde farver og transporteres til Aarhus.

Der går dog endnu noget tid, før Danmarks første letbanetog til Danmarks første letbane når så langt. Dels tager det tid at fremstille et moderne letbanetog, dels skal Stadler fremstille hele 26 af slagsen, fordelt på to forskellige togtyper.

Letbanetog nummer 001 er af typen Variobahn. Med en længde på 32 meter og plads til 224 passagerer er Variobahn det mindste af Aarhus Letbanes to letbanetog og skal især køre på den indre strækning i og omkring Aarhus. Aarhus Letbane får også det større sporvognstog af typen Tango, der især skal køre på de længere strækninger til Odder og Grenaa.

Tango er 39 meter langt, har plads til 266 passagerer og fremstilles på Stadlers fabrik i Altenrhein i Schweiz.

Grundigt tjek af kvaliteten

Variobahn er et gennemprøvet letbanetog, der kører i flere europæiske byer, bl.a. i Bergen i Norge. Det første tog til Aarhus Letbane med stelnummer 001 er ikke desto mindre noget særligt: Som det første tog i en større leverance, gennemgås det nemlig minutiøst af Aarhus Letbanes eksperter, så man er helt sikker på at få et tog, der på alle måder lever op til Aarhus Letbanes høje kvalitetskrav.

De første letbanetog kommer til Aarhus i 2016. Her skal de køre tests af både letbanetog og letbaneanlæg, inden de første passagerer kan stige på i maj 2017.

Spørgsmål

Læs de oftest stillede spørgsmål om Letbanen - og svarene herpå.

Nyheder

Følg med i aktuelle nyheder om letbaneprojektet.

Kontakt

Spørgsmål og kommentarer til Letbanen er velkomne.

Arkiv

Hvornår var det nu det var? Søg tilbage i Letbanens arkiver.