Stationer

Letbanen stopper også i Hessel og Thorsager

Hessel og Thorsager er to steder, der snart kommer på det store letbane-landkort. Her har henholdsvis Norddjurs og Syddjurs Kommune nemlig besluttet at etablere to nye stationer.

Efter planen kan du hoppe både på og af Letbanen fra de nye stationer i december 2017. 

Næste stop: Hessel

At Letbanen netop skal standse ved Hessel på Rugvænget i det sydlige Grenaa har mange fordele. For det første gør stationen pendlerlivet nemmere og mere attraktivt for borgere, der skal til og fra Grenaa. Letbanens stop er også godt for virksomhederne ­– som for eksempel Terma, der vokser hastigt. Desuden er stationen til gavn for de rejsende til og fra campingpladsen og de mange sommerhuse ved Grenaa Strand.

Efter planen skal der i første omgang etableres parkering til biler og cykler på Hessel Station. Det kan siden suppleres med blandt andet ladestandere til elbiler og -cykler samt aflåst cykelparkering for at gøre det endnu mere attraktivt at bruge letbanen. Norddjurs Kommune har afsat 6 mio. kr. til den nye station i Hessel i 2017.

Thorsager: Første tog i 46 år

2017 bliver året, hvor et tog for første gang siden 1971 standser i Thorsager. Den nye station til Letbanen skal ligge et lille stykke uden for centrum af Thorsager, og inden for kommunens budget er der også mulighed for at forbedre adgangsforhold som vej, cykelsti og fortov hen til letbanen. 

Ved stationen i Thorsager har Syddjurs Kommune planlagt ventefaciliteter, 10-12 parkeringspladser og cykelparkering. Derudover bliver der plads til og mulighed for et busstoppested samt en vendeplads for busser.

Staten finansierer stationen i Thorsager med 5,1 mio. kr., og Syddjurs Kommune har anmodet om yderligere 3,1 mio. kr.

Spørgsmål

Læs de oftest stillede spørgsmål om Letbanen - og svarene herpå.

Nyheder

Følg med i aktuelle nyheder om letbaneprojektet.

Kontakt

Spørgsmål og kommentarer til Letbanen er velkomne.

Arkiv

Hvornår var det nu det var? Søg tilbage i Letbanens arkiver.