Perrondesign

Historiefortælling på Letbanens standsningssteder

Ved du, hvorfor Skolebakken hedder, som den gør? Og hvad Vandtårnet på Randersvej engang har markeret?

Svarene på spørgsmålene har Aarhus’ stadsarkivar Søren Bitsch Christensen, og du kan læse dem i montrer, som er opstillet på Letbanens sidelagte perroner.  

Hvert standsningssted har sin egen unikke historie at fortælle, og det har Aarhus Letbane og Aarhus Kommune samarbejdet om at formidle til dem, der rejser med Letbanen. Fra Aarhus Letbane har projektchef Britta Degn siddet med i en arbejdsgruppe med repræsentanter fra kommunen, og de har sammen bestemt design af skiltning og stationsfortællingerne.

Historiefortælling på centrale steder

Stadsarkivar Søren Bitsch Christensen fra Aarhus Kommune har skrevet fortællingerne til montrerne på de sidelagte perroner.

− Jeg synes, at det er en fin lejlighed til at fortælle historie på centrale steder i byen, siger Søren Bitsch Christensen, der har skrevet fire historiske tekster til perron-montrer – én om universitetet, én om Dokk1, én om Skolebakken og én om Vandtårnet på Randersvej.

− Historien om Vandtårnet har været sjovest at skrive, fordi den ligger der som et ikon for Aarhus, når man ankommer til byen nordfra. Alle kender Vandtårnet på Randersvej, men de færreste ved, at det engang markerede kommunegrænsen, siger stadsarkivaren.

− Det har været vigtigt for mig at fortælle nogle historier, som folk ikke kendte til – eller at give svar på det oplagte. For eksempel om Vandtårnet – hvorfor det ligger, hvor det gør, og hvad formålet med tårnet har været, siger Søren Bitsch Christensen.

Perroner får unikke udtryk

På hver af Letbanens sidelagte perroner vil der være en montre, som på den side, der vender ud mod sporene, giver information om rejsen fra Midttrafik. På montrens anden side, som vender væk fra sporene, kan man få det historiske indblik i letbanestationen og området, hvor den ligger.

Hver perron får sit eget unikke udtryk, og hvert standsningssted har desuden sin egen skilteguide. Som fælles grunddesign på perronerne vil Letbanen blandt andet benytte en række letgenkendelige piktogrammer som P’et, der signalerer ”Parkering”, og den tegnede mand og kvinde, som signalerer ”Toilet”.

Piktogrammerne og skiltningen på Letbanens perroner kan i øvrigt genkendes i bybusserne og er dermed med til at skabe en visuel sammenhæng i byens offentlige transportformer.

Skolebakken HistorieDokk1 Historie 2

Spørgsmål

Læs de oftest stillede spørgsmål om Letbanen - og svarene herpå.

Nyheder

Følg med i aktuelle nyheder om letbaneprojektet.

Kontakt

Spørgsmål og kommentarer til Letbanen er velkomne.

Arkiv

Hvornår var det nu det var? Søg tilbage i Letbanens arkiver.