Testkørsler

Letbanen fjerner afspærringer i Tranbjerg og Viby

Fra fredag 17. august åbnes to overkørsler i Tranbjerg og Viby. Samtidig rykkes testkørsler af de nye letbanetog til Mårslet-Malling og Malling-Assedrup.

Aarhus Letbane har siden maj testkørt de nye letbanetog på strækningen Malling-Mårslet-Tranbjerg. I den forbindelse har tre overkørsler været spærret hele døgnet og alle ugens dage af hensyn til sikkerheden.

Samtidig med testkørslerne skal strækningen mod Odder gøres klar til at modtage passagerer fra de eksisterende perroner. I den forbindelse fortsætter arbejdet med at bygge nye platforme på Odderbanen. Anlægsarbejdet på perronerne skal udføres på strækningen mellem Viby og Mårslet.

Arbejdet med tilpasning af eksisterende perroner betyder, at testkørsler flyttes til strækningerne mellem Mårslet-Malling og Malling-Assedrup. Fremover testkøres de nye letbanetog i tidsrummet kl. 6-23 på hverdage.

Det nye testområde giver mulighed for at testkøre de nye letbanetog relativt uforstyrret på lange, åbne strækninger.

Rykningen af teststrækningerne betyder, at overkørslerne ved Øllegårdsvej i Viby og Nørrevænget i Tranbjerg nu er åbne. Dermed kan trafikken igen passere letbanesporene hele døgnet og alle ugens dage.

Overkørslen på Bedervej ved Vilhelmsborg Station er fortsat spærret hele døgnet og alle ugens dage, mens testkørslerne står på. De øvrige overkørsler mellem Viby og Assedrup vil kun kortvarigt blive spærret 1-2 minutter for at standse trafikken, mens letbanetog eller arbejdskøretøjer til anlæg skal passere.

Åbningen af de to overkørsler på strækningen mod Odder sker med det forbehold, at der senere kan være behov for atter at afspærre for tværgående trafik, hvis tidligere teststrækninger skal benyttes igen.

Det samme gælder for overkørslerne mellem Tranbjerg Station og Malling Station, der kortvarigt kan blive afspærret, fordi det er nødvendigt at fremføre et letbanetog. Det vil dog højst ske én gang i timen og vare 1-2 minutter, mens letbanetoget passerer.

Spørgsmål

Læs de oftest stillede spørgsmål om Letbanen - og svarene herpå.

Nyheder

Følg med i aktuelle nyheder om letbaneprojektet.

Kontakt

Spørgsmål og kommentarer til Letbanen er velkomne.

Arkiv

Hvornår var det nu det var? Søg tilbage i Letbanens arkiver.