Advarsel

Gå ikke over sporene – der kommer letbanetog

Selv om Aarhus Nærbane pt. er nedlagt, er det livsfarligt at krydse sporene. Fodgængere på afveje kan blive ramt af både arbejdskøretøjer og de nye letbanetog på testkørsel.

26. august lukkede Aarhus Nærbane. Siden har der ikke kørt tog på strækningerne mellem Aarhus og Grenaa og Aarhus og Odder. Det har fået flere til at krydse skinnerne ude midt på baneterrænet – eller sågar bruge den nedlagte nærbane som gangsti.

Men det er livsfarligt, lyder advarslen fra Aarhus Letbane:

- Det er både forbudt og alt, alt for farligt. Selv om der ikke længere kører nærbanetog på strækningerne mod Odder og Grenaa, kan man komme helt galt afsted. Vi er nemlig ved at omdanne den gamle nærbane til letbane, og det betyder, at man pludselig kan blive overrasket af store jernbanekøretøjer, der er ude for at justere skinner eller hænge kørestrøm op til de kommende letbanetog, fortæller Claus Pedersen, sikkerhedschef i Aarhus Letbane.

Letbanetog er svære at høre

Andre steder kan man risikere at møde et af de nye letbanetog: Selv om den gamle nærbane først genåbner som letbane i oktober 2017, bruges strækningen flere steder til testkørsel af de nye letbanetog. Det betyder, at man pludselig kan blive overrasket af et eldrevet og meget lydsvagt letbanetog, der kommer kørende med høj fart.

- Jeg kan ikke advare nok mod at krydse eller gå på den gamle nærbane. Vores nye letbanetog kører på strøm, og er så lydsvage, at når du endelig hører dem, er det for sent, forklarer Claus Pedersen.

Der er opsat afspærringer flere steder på strækningen, men Aarhus Letbane har flere steder konstateret, at de ikke bliver respekteret.

- Det er faktisk meget enkelt: Man skal ikke gå på skinnerne, kun krydse banen, hvor det er markeret og sikkert, se sig for og selvfølgelig altid respektere skilte og afspærringer, så sker der ikke noget.

Aarhus Nærbane er næsten 100 km lang og både arbejdet med at omdanne den til letbane og testkøre letbanetog bevæger sig hele tiden rundt på den lange strækning. Man skal med andre ord ikke lade sig narre af, at der i en længere periode ikke kører tog på en bestemt strækning.

- Vores klare råd er: Respekter skilte og afspærringer og gå aldrig over eller på skinnerne på den gamle nærbane. Det er livsfarligt, fastslår Claus Pedersen.

Spørgsmål

Læs de oftest stillede spørgsmål om Letbanen - og svarene herpå.

Nyheder

Følg med i aktuelle nyheder om letbaneprojektet.

Kontakt

Spørgsmål og kommentarer til Letbanen er velkomne.

Arkiv

Hvornår var det nu det var? Søg tilbage i Letbanens arkiver.