Forpremiere

Letbanen kørte første testtur med passagerer

Det var med høje forventninger og begejstring i luften, at Aarhus Letbane for første gang inviterede passagerer med på testtur onsdag 22. februar 2017. Turen foregik på en 800 meter lukket strækning i Viby, hvor Aarhus Letbane lige nu udfører testarbejde.

- Det er jo helt historisk, lød det fra journalisterne, mens de ventede på at blive lukket ind i det Variobahn-tog, som holdt klar til afgang fra Øllegårdsvej Station.

Udover et stort fremmøde af lokale og nationale medier, havde fire heldige borgere vundet en tur med Letbanen efter at have deltaget i en Facebook-konkurrence i samarbejde med Aarhus Kommune.

Begejstring for den moderne letbane

En af vinderne var Lars Damsgaard, som havde glædet sig til at invitere sin far, Torben, med på første tur med Letbanen. Torben Damsgaard var nemlig sporvognsfører i de gamle sporvogne i Aarhus, så det var med en blanding af spænding og nostalgi, at de to fandt en plads til turen.

- Imponerende! Det er jo en helt anden oplevelse end de gamle sporvogne, udbrød Torben Damsgaard efter at have kørt den første testtur på den 800 meter lange strækning.

Lars og Torben Damsgaard var særligt begejstrede for den behagelige køreoplevelse, og at Letbanen er tæt på lydløs sammenlignet med de gamle sporvogne. De to bed også mærke i det lyse, venlige interiør og de flotte farver.

- Letbanen er smart og moderne, var far og søn enige om.

El er bedre end diesel

Netop det nye og moderne var det, som tiltrak Astrid Stegeager og hendes søn, Oliver, da de deltog i konkurrencen om at blive de første passagerer med Letbanen. De to har fulgt med i letbaneprojektet fra baghaven i Kongsvang, og særligt 10-årige Oliver Stegeager interesserer sig for Letbanen og de miljømæssige fordele, som følger med.

- Letbanen bruger strøm, så den forurener ikke lige så meget som tog og busser, der kører på benzin og diesel, erklærede Oliver Stegeager, mens han nød turen frem og tilbage på teststrækningen.

Ligesom Lars og Torben Damsgaard, var Astrid og Oliver Stegeager imponerede over den behagelige køreoplevelse med Letbanen.

- Man sidder godt, og der er masser af lys fra de store vinduer, mente Astrid Stegeager.

- Se mor, der er også stikkontakter ved sæderne. Så kan jeg oplade min iPad, mens vi kører, udbrød Oliver Stegeager.

Fælles for alle fire borgere, som havde vundet en testtur med Letbanen, er at de glæder sig til åbningen af hele letbanestrækningen.

- Så tager vi turen fra start til slut, var alle enige om.

Høje forventninger til Letbanen

Også Aarhus Letbanes direktør, Claus Rehfeld Moshøj, var begejstret.

- Det er en stor dag for Aarhus Letbane. Nu kan vi for alvor vise, at Letbanen lever op til forventningerne. Vi er glade for at få så stor opbakning til vores forpremiere.

Resten af Østjyllands befolkning må fortsat vente lidt endnu, inden Letbanen tager almindelige passagerer med. Først skal anlæg af kørestrøm, signaler og perroner færdiggøres, og siden skal Letbanen testkøres på større strækninger, så den er helt klar til drift. 

Spørgsmål

Læs de oftest stillede spørgsmål om Letbanen - og svarene herpå.

Nyheder

Følg med i aktuelle nyheder om letbaneprojektet.

Kontakt

Spørgsmål og kommentarer til Letbanen er velkomne.

Arkiv

Hvornår var det nu det var? Søg tilbage i Letbanens arkiver.