Byudvikling

Fra erhvervsgrund til bydel: 1.600 nye boliger på vej

Risskov Engby er godt på vej til at blive en helt ny bydel i Risskov. Bydelen vil ligge i erhvervsområdet mellem Lystrupvej og letbanestrækningen og bliver nabo til Torsøvej Station, hvor Letbanen standser.

Erhvervsområdet har allerede oplevet en opblomstring, og nu er en ny stor etape med plads til 1.600–1.700 boliger i støbeskeen. Over årene skal den samlede byfornyelse udvikle sig, så Risskov Engby vil bestå af minimum 3.200 boliger. 

Den nye bydel ligger i så kort afstand til Torsøvej Station, at fremtidige beboere kan nyde godt af den nyåbnede strækning mellem Aarhus H og Grenaa, hvor Letbanen kører to gange i timen i løbet af dagtimerne. 

Mindre erhverv, flere boliger 

I øjeblikket behandler Aarhus Byråd en lokalplan for 15 af erhvervsområdets hektarer. Idéen for Risskov Engby er, at bydelen skal gå fra at huse primært erhverv til at bestå af 90 procent boliger og 10 procent erhverv. 

Lokalplanen lægger op til, at en del af boligerne skal være almene, og at 30 procent af det samlede antal boliger skal bygges til familier. Derudover skal området have plads til to daginstitutioner, og selve erhvervsbygningerne skal placeres mod Grenåvej, Lystrupvej og Arresøvej. 

Start i 2020 

Hvis godkendelsen af lokalplanen går gnidningsfrit, vil det første spadestik til den nye bydel kunne tages allerede i 2020. Ifølge lokalplanen vil spadestikket føre til et område med primært karré-struktur, hvor kommende beboere vil kunne nyde en gårdhave i midten af boligkomplekset. 

Karréerne skal bygges i op til seks etager og med underjordisk parkering. Derudover foreslår lokalplanen, at bydelen skal lægge grund til byhuse med op til fem etager.

 

Spørgsmål

Læs de oftest stillede spørgsmål om Letbanen - og svarene herpå.

Nyheder

Følg med i aktuelle nyheder om letbaneprojektet.

Kontakt

Spørgsmål og kommentarer til Letbanen er velkomne.

Arkiv

Hvornår var det nu det var? Søg tilbage i Letbanens arkiver.