Nyhedsbrev #39

Vidste du...

Mange østjyder har fundet ud af, at det er nemt og bekvemt at rejse med Letbanen.

For at gøre oplevelsen endnu bedre sætter denne udgave af ”Vidste du…” fokus på nogle gode letbane-rejseråd, der sørger for, at toget kan køre til tiden – og at alle kommer med.

 … at indstigning nu er lettere for kunder med særlige behov?

I letbanetogene er der markeret et flexareal, som er tiltænkt kunder, der bruger kørestol eller rollator, har barnevogn, cykel eller lignende med. På den måde er der plads til alle. For at udnytte flexarealet bedst muligt – og så toget kan køre til tiden – er det en god idé at placere sig det rigtige sted på perronen, da toget kun holder stille i kort tid.

Da flexarealet netop er indrettet til kunder med særlige behov, er det naturligvis vigtigt, at andre kunder ikke optager de pladser. Det sikrer en god rejse for alle.

… at Letbanen har brug for et kærligt tryk?

Når du rejser med Letbanen på Odder- og Grenaastrækningerne, er det ligesom i busserne: Du skal trykke på stopknappen, når du skal af. Tryk på knappen, så snart dit stoppested er blevet annonceret. Så er du sikker på at komme af det rigtige sted, og toget kan bremse i tide. Når du skal ud af Letbanen, lyser en grøn dørknap, du skal trykke på, når dørene er klar til at åbne.

Derudover er det en god idé at komme i god tid inden afgang, så der er tid til at finde den rette perron og placere dig rigtigt. På strækningerne Østbanetorvet til Grenaa, Lisbjerg til Lystrup og Odder til Aarhus H er der behovsstandsning. Du skal derfor stille dig synligt og give tegn til letbaneføreren, så du er sikker på at blive set.

… at alle kan bidrage til, at Letbanen kører til tiden?

Ligesom Metro og S-togene i København holder Letbanen kun ved perronerne i kort tid, og dørene er kun åbne kortvarigt. Det betyder, at du skal lade andre rejsende komme ud, før du selv træder ind. På den måde kan toget komme hurtigere afsted, så der ikke opstår forsinkelser i køreplanen.

… at Letbanen har flere døre, og at de gerne må bruges

Når letbanetoget ankommer, er der en tendens til, at kunderne stiller sig klar ved de samme døre. Ud over at det blokerer for de kunder, der skal ud af toget, så tager det også længere tid at få alle om bord.

Derfor er det en god idé, at man stiller sig forskellige steder på perronen, så alle Letbanens døre bliver brugt. Det gælder ikke mindst, hvis flere rejser sammen, for eksempel familier med børn, skoleklasser og andre grupper. På den måde kan alle være sikre på at komme med det samme tog uden problemer.

Spørgsmål

Læs de oftest stillede spørgsmål om Letbanen - og svarene herpå.

Nyheder

Følg med i aktuelle nyheder om letbaneprojektet.

Kontakt

Spørgsmål og kommentarer til Letbanen er velkomne.

Arkiv

Hvornår var det nu det var? Søg tilbage i Letbanens arkiver.