Passagerer Ved Stjernepladsen Web

Passagertal

Passagerne er på vej tilbage til Letbanen

De seneste passagertal fra Midttrafik viser en fremgang for Letbanen for andet kvartal 2021.

970.400 passagerer har rejst med Letbanen i andet kvartal af 2021. Det er en fremgang på 54 procent i forhold til andet kvartal af 2020 og kun 10 procent mindre end for samme periode i 2019. 

Nedlukningen af samfundet og Covid-19 restriktioner på den kollektive trafik har det sidste års tid haft stor indvirkning på Letbanens passagertal.

I 2020 oplevede Aarhus Letbane et fald på 25 procent fra 4,7 mio. passagerer i 2019 til 3,5 mio. passagerer i 2020. Til sammenligning havde andre togselskaber en tilbagegang på op til 40 procent.

Passagertallet er faldet hvert kvartal fra andet kvartal 2020 til første kvartal 2021. Den igangsatte genåbning har imidlertid haft en positiv effekt på Letbanens passagertal i andet kvartal, og det giver anledning til om end behersket, optimisme og tro på, at tendensen er vendt.

"I forhold til sammenligningen med 2019 skal man huske på, at der kun var to måneder med fuld drift med i opgørelsen, da Grenaabanen åbnede 30. april. Men da vi i år har haft restriktioner i den kollektive trafik hele året, så er jeg personligt tilfreds med fremgangen. Det går forhåbentlig den rigtige vej" udtaler adm. direktør Michael Borre.

Udviklingen i passagertal 2019-2021 opgjort kvartalsvis:

Passagertal Udvikling 2019 2021