Nyhed Passagertal 2019 Web

Nedsat drift

Flere letbanetog tages ud af drift på grund af eftersyn

Nogle af vores letbanetog mangler at få foretaget påkrævet eftersyn, derfor trækkes flere letbanetog nu ud af drift. De manglende letbanetog vil påvirke driften de kommende uger.

For passagerne betyder det, at der vil være færre afgange både i hverdagen og i weekenderne. Det vil primært være L1 mellem Grenaa og Aarhus H, der bliver påvirket af de manglende letbanetog, da det er den type, der kører på L1, der er taget ud af drift.

Der arbejdes koncentreret på at få nødkøreplaner klar, så passagerne ved, hvad de kan forvente i de kommende uger. Og der kigges ind i løsninger med erstatningsbusser.

Der arbejdes hårdt på at finde løsninger, så letbanetogene kan komme i drift hurtigst muligt. Tidsrammen for hvornår eftersynene kan gennemføres, er på nuværende tidspunkt under udarbejdelse.

”Vi er utrolig kede af at måtte trække flere letbanetog ud af drift”, fortæller Michael Borre, administrerende direktør ved Aarhus Letbane. ”Men når et eftersyn ikke er gennemført, er der risiko for en svækkelse af sikkerheden, og dermed må letbanetogene ikke køre. Jeg beklager de gener, det giver for vores passagerer i den kommende tid”.

”Det her må naturligvis ikke ske, men vi sætter altid sikkerheden højst, også selv om det desværre går ud over driften”.

Så snart nødkøreplanerne er klar, vil de være at finde på Midttrafiks hjemmeside. Vi opfordrer desuden til altid at tjekke Rejseplanen, inden man tager hjemmefra.