Hornslet ligger ca. 20 km nord for Aarhus. Hornslet er populært for især børnefamilier, der drømmer om luft og ro uden for byens pulserende liv. Byen er dog også relevant at besøge for dig, der vil have en på opleveren.
Hornslet rummer både en hyggelig biograf, Rosenholm skov og Foreningen Kulturgrunden, der arrangerer en række sjove aktiviteter i byen. Der arbejdes også på oprettelsen af et større kulturhus, som skal stå færdigt i 2028, og derudover kan du hvert år i juni deltage i den gratis musikfestival Rosenholm Festival.
Er du til historie og gamle slotte, kan du tilbagelægge de knap tre kilometer fra letbanestationen til renæssanceslottet Rosenholm Slot, hvor julekalenderen “Jul på slottet” er optaget. Slottet dateres tilbage til 1500-tallet og står intakt med interiør tilbage fra 1700-tallet. Her kan du opleve alt fra klassiske koncerter og teaterforestillinger til julemarked og løbet Conquer The Castle – eller bare få en rundvisning på det smukke, gamle slot.