For at tilpasse busnettet og køreplanerne til en ny virkelighed med Letbanen er den kollektive trafik på Djursland blevet gentænkt. Den nye trafikplan trådte i kraft 28. juni 2020. Stort set alle busruter er blevet ændret, og mange ruter har fået nye numre og køretider.
Tanken bag den nye trafikplan er at få skabt et hovednet, som betjener de områder på Djursland, hvor der er flest rejsende. Hovednettet er bundet sammen i såkaldte knudepunkter, som sikrer, at der er gode forbindelser mellem de største byer på Djursland og til Aarhus og Randers. De syv knudepunkter er Ebeltoft, Rønde, Hornslet, Ryomgård, Auning, Glesborg og Grenaa. De ruter, der er en del af hovednettet, kører minimum en gang i timen i dagtimerne, og der er afgange både om aftenen og i weekender.
Derudover er der kommet mere direkte ruter – med færre stop – til uddannelsesstederne. Disse uddannelsesruter har typisk en til to afgange om morgenen og om eftermiddagen.
Flexbus erstatter almindelig busdrift
Med den nye trafikplan følger også en anderledes betjening af de områder, hvor der ikke er så mange rejsende. I stedet for at køre med store busser på strækninger eller tidspunkter, hvor der er få kunder, kører en flexbus kun, når den er blevet bestilt, og der bruges enten taxa, liftbil eller personbil til turen. Det giver mulighed for at betjene de tyndtbefolkede områder med flere afgange og bedre forbindelser til hovednettet.
Den rejsende skal selv bestille enten telefonisk, på rejseplanen.dk eller i Rejseplanens app. Turen skal bestilles senest en time før afgang ligesom flextur, som fortsat er en del af tilbuddet på Djursland.
Se Djurslands nye køreplaner her.