Hvorfor standser regionaltoget ikke i Brabrand? spørger beboerne i Aarhus-bydelen.
De vil gerne undgå lange bilkøer for at komme til Aarhus C, mens regionaltoget suser forbi den nedlagte togstation i byen.
Derfor har en borgergruppe skabt initiativet ’Brabrand på Skinner’, der i samarbejde med Brabrand-Årslev Fællesråd og Brabrand Erhvervsforening vil etablere et trinbræt, hvorfra togene kan køre til Aarhus H på seks minutter.
Blandt andre også virksomheden JYSK, som har hovedkontor i Brabrand, har meldt sin opbakning til trinbrættet.
Flere skinner på vej
Trinbrættet i Brabrand vil hænge godt sammen med Letbanens etape 2, som involverer letbaneskinner på strækningen Aarhus Ø-Brabrand og kan ende ved en nyetableret Brabrand Station.
Brabrand Station kan fungere som bindeled mellem Letbanen og en ny regionalbane til Silkeborg, som Trafik- og Byggestyrelsen har udarbejdet en forundersøgelse for. En tosporet bane mellem Aarhus og Silkeborg vil forkorte rejsetiden mellem de to byer til 23 minutter.
Både næste letbaneetape og en ny regionalbane indgår i Letbanesamarbejdets vision ’Samspil 2025’, som er Østjyllands svar på en fingerplan.
Læs mere om Letbanens udbygning her.