Status på etape 2: Et stop tættere på en færdig plan


Rambøll er valgt som rådgiver til at afklare Letbanens etape 2 og dens miljøpåvirkninger nærmere. Staten har bevilliget 40 millioner kroner til det arbejde, som nu er sat i gang. Her får du et overblik over processen samt de strækninger og teknologier, der skal undersøges.

Læs om arbejdet med Etape 2

På præcis hvilke arealer skal de kommende letbanestrækninger bygges? Og skal der køre letbanetog eller store busser i eget tracé? Det er nogle af de spørgsmål, som Rambøll (sammen med Aarhus Kommune, Favrskov Kommune, Midttrafik og Aarhus Letbane) nu skal undersøge yderligere. Undersøgelsen bliver fremlagt offentligt, før der træffes endelige beslutninger, og spadestikket kan tages til yderligere forbedringer af den højklassede kollektive trafik i Østjylland.

I 2017 besluttede Folketinget at sætte 40 millioner kroner af til at undersøge udbygningen. I planen er der lagt op til nye linjer til Aarhus Ø, Brabrand og Hinnerup. I bevillingen er der også afsat penge til at undersøge mulighederne for en ny station i Brabrand.

Efter at både Favrskov og Aarhus Byråd godkendte planen om en nærmere undersøgelse og miljøvurdering (VVM) af etape 2, blev der inden sommerferien 2019 skrevet kontrakt med Rambøll, som skal varetage opgaven. I løbet af efteråret 2019 er projektet kørt i gang.

Hvordan etape 2 kan realiseres

Det foreløbige arbejde har været baseret på en forundersøgelse, der gav en indikation af pladsbehov, trafikale konsekvenser for naboområder og de større tekniske udfordringer. Det fortæller Hans Tausen, som er civilingeniør i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune og programleder på opgaven:

– Nu er der tale om en dybere afklaring af, hvordan etape 2 kan blive realiseret i praksis. Her skal blandt andet placering af stationer og master undersøges, og det samme gælder håndtering af ledninger i jorden samt indretning af arealerne langs strækningerne, siger han og fortsætter:

– Det skal også undersøges, hvordan letbanetogene skal køre, og hvor de skal holde om natten samt vedligeholdes. Og der skal regnes på, hvor mange rejsende, som forventes at bruge de nye linjer.

Derudover skal konsekvenserne for både trafikken, miljøet og samfundsøkonomien vurderes. På det grundlag kan byrådene i Aarhus og Favrskov efterfølgende træffe en beslutning om, hvorvidt der skal arbejdes videre med det enkelte projekt.

Bus eller letbane?

Både i Favrskov og Aarhus Kommune ønsker byrådene en nærmere undersøgelse af muligheden for at etablere buslinjer i stedet for letbane. Her er de såkaldte BRT-busser på tale.

– BRT-busserne er i princippet som en letbane, blot uden skinner. De er et billigere alternativ, især fordi der ikke skal lægges skinner. Desuden ses BRT-systemer som regel med gas, diesel eller eventuelt batteri, hvilket betyder at køreledningerne kan undværes, forklarer Hans Tausen.

BRT-busserne kan fås særligt lange med plads til 150-200 passagerer, hvilket er en del flere end i en almindelig bus. Letbanetogene i Aarhus kan tage op til cirka 250 passagerer med. Og ved at forlænge togene kan antallet af passagerer forøges.

Hans Tausen tilføjer, at uanset om det bliver bus eller letbane, er det vigtigt, at løsningen kan køre trængselsfrit, ligesom Letbanen gør nu.

– Det er afgørende at finde langsigtede løsninger, der kan afhjælpe den pressede trafik i midtbyen og være med til at sikre god mobilitet, siger han.

Aarhus Ø er klar til letbane

Da udviklingen går stærkt i Aarhus’ nye bydel på havnen, har politikerne ønsket at fremskynde letbane-projektet til Aarhus Ø, da også finansieringen her er på plads.

Planen er at anlægge letbane til Aarhus Ø, efter at Molslinjen flytter i efteråret 2020. Derfor er håbet, at undersøgelsen og den tilhørende miljøvurdering af linjen er klar og kan offentliggøres i foråret 2020.

Brabrand rejser mange spørgsmål

Strækningen, som planlægges anlagt til Brabrand, er den mest komplekse, fordi Letbanen skal køre i midtbyen, hvor der i forvejen er trængsel.

Forslaget lyder, at Letbanen skal køre via Park Alle, Vester Alle og Thorvaldsensgade til Viborgvej og Ryhavevej. Men Aarhus Byråd har besluttet, at der skal ses på flere forskellige alternativer, herunder et, hvor linjen går via Silkeborgvej og Tage Hansens Gade til Viborgvej for at skåne alléen af træer på første stykke af Viborgvej.

– Når vi kigger på den vestlige del af Aarhus, har etape 2 stor betydning, fordi den kan sikre transport, der er uafhængig af trængslen på vejene. En ny Brabrand Station kan blive et vigtigt knudepunkt, hvorfra der kun er syv minutter ind til Aarhus H. I Brabrand vil rejsende kunne stå på regionale tog og – på længere sigt – også toget til Silkeborg. For mange kan det blive et godt alternativ til at benytte bilen og en god mulighed for at kombinere den kollektive trafik med bil eller cykel, lyder det fra Hans Tausen.

Ved den nye station skal der være plads til parkering, forbindelse til buslinjer og en togstation med syv minutter til Aarhus H. Forslaget lægger op til en placering ved Stenbækvej i Brabrand, men et alternativ er Truevej, som ligger lidt længere mod vest.

Lisbjerg-Hinnerup har to veje i spil

På strækningen mellem Lisbjergskolen og Hinnerup er der er to mulige linjer. Enten skal Letbanen i Hinnerup stoppe på Adeline Geneevej eller Jernbanegade. Ved sidstnævnte skal det undersøges, om linjen skal gå nord eller syd for Ådalsvej.

I den kommende undersøgelse handler det derfor om at afdække, hvordan de to mulige linjer vil påvirke omgivelserne.

Derudover er et såkaldt Parker & Rejs-anlæg ved E45 i Søften i spil. Anlægget vil have plads til cirka 1.000 biler, så rejsende kan parkere og fortsætte med Letbanen for at undgå kø på vejene. I anlægget er der også lagt op til lastbilparkering, busterminal, tankanlæg, cykelparkering og andre faciliteter, der skal gøre skift mellem transportformer hurtigt og nemt.



Lignende nyheder...

_MG_8307aaaaaa

Letbanesporet ved Ringgadekrydset skal vedligeholdes

I weekenden den 17. – 19. februar vil letbanesporet ved Ringgadekrydset mellem Nordre Ringgade og Randersvej være delvist spærret. Letbanesporet i krydset mellem Nordre Ringgade ...
Læs mere
Passagertal_2023

Aarhus Letbane sætter ny passagerrekord

I 2023 nåede det samlede passagertal op på knap 5.8 millioner og det sætter igen passagerrekord for Aarhus Letbane. Med mere end 1.572.000 passagerer, der ...
Læs mere
snestorm_jan2024

Letbanen kører igen efter usædvanligt vintervejr

Mandag morgen var Aarhus Letbane igen tilbage til normal drift, efter at Østjylland blev ramt af usædvanligt vintervejr. Siden onsdag har de store snemængder skabt ...
Læs mere
_P8A8500aaaaaaaa_web

Flere afgange får passagererne til at strømme til

Sidste år i august trådte en ny køreplan i kraft, og det betød flere afgange fra Hornslet og Grenaa i myldretiden. Allerede et år senere ...
Læs mere
Testkoersel-Odderbanen-6

Planlagt vedligehold på Odder- og Grenaabanen

I de kommende uger vil Aarhus Letbane arbejde med vedligeholdelsesopgaver på strækningerne mellem Grenaa og Østbanetorvet og mellem Odder og Aarhus H. I uge 25 ...
Læs mere
P8A2997aaaaa-scaled.jpg

Passagererne sætter igen rekord i Letbanen

Med mere end 1.4 millioner passagerer i første kvartal sætter passagererne endnu en gang rekord. Passagertallet er det højeste for et første kvartal i Letbanens ...
Læs mere
Foto: Jens Hasse/Chili

Du er på vej væk fra Letbanens hjemmeside og på vej over til Midttrafik.dk

Ønsker du information om køreplaner og andre rejsetider?

Ønsker du at købe billet til Letbanen eller at finde priserne hertil?

P8A2997aaaaa-scaled.jpg

Skal du ud at køre med Letbanen?

Find information om køreplaner, billetter, priser og rejseregler. Kontakt Midttrafiks kundeservice.